Annonce
Sport

Yussuf Poulsens kynisme sikrer dansk åbningssejr ved VM

Yussuf Poulsen bragte Danmark foran 1-0 med en halv time igen, da Danmark vandt over Peru i holdenes første kamp ved VM i Rusland. Foto: Juan Barreto/Ritzau Scanpix

Yussuf Poulsen begik straffespark, men blev alligevel matchvinder, da Danmark slog Peru med 1-0 ved VM.

Danmarks herrelandshold i fodbold har fået en resultatmæssig perfekt start på VM-slutrunden i Rusland.

Lørdag aften vandt danskerne med stort besvær 1-0 over Peru, da Yussuf Poulsen blev matchvinder med en scoring på en friløber efter knap en times spil.

Samme Poulsen havde i første halvleg begået et straffespark, som blev dømt med assistance fra videodommeren VAR (Video Assistant Referee).

Ligesom på Perus øvrige store chancer udeblev skarpheden foran Kasper Schmeichels mål på straffesparket.

Med sejren har Danmark tre point i gruppe C og en målscore på plus et mål, hvilket Frankrig kan matche efter 2-1-sejren tidligere lørdag over Danmarks næste VM-modstander, Australien.

Det næsten udsolgte stadion i Saransk var tildækket i rød-hvide farver på tribunen, men langt størstedelen af tilskuerne var kommet for at bakke om Perus landshold, der er med til sin første VM-slutrunde i 36 år.

Det fik de danske spillere lov til at mærke allerede under opvarmningen, og da kampen først kom i gang, var der peruansk fællessang tilført lyd fra et tryklufthorn, som var det et speedwaygrandprix.

Opbakningen gav peruanerne vinger i kampens indledende fase. De virkede kvikkere, teknisk dygtigere og mindre nervøse end danskerne, og i løbet af det første kvarter, var der flere farlige sekvenser foran det danske mål.

Schmeichel tog sig af det, som han skulle, selv om han en enkelt gang måtte give en retur ud i feltet.

Efter det første kvarter aftog Perus heftige pres, og danskerne fik luft med blandt andet et par hjørnespark.

Efter en halv time blev Åge Hareide tvunget til at skifte William Kvist ud, da han for anden gang gik i græsset. Lasse Schöne kom ind i stedet, og efter lidt startvanskeligheder spillede han en solid kamp som kontrollerende midtbanespiller.

Kasper Schmeichel brugte spilstoppet i forbindelse med Kvists skade til at opildne sine holdkammerater, men danskerne fik aldrig kontrol nok til at kunne være spilstyrende før pausen.

En enkelt pæn chance blev det til, da Pione Sisto blev nedlagt på kanten af feltet.

Christian Eriksen er rangeret som en af verdens bedste frisparksskytter, men hans forsøg fra højre side røg lige i muren, før Schöne sendte returen i favnen på Pedro Gallese.

Halvlegens dramatiske højdepunkt fandt sted i sidste ordinære minut. Yussuf Poulsen hoppede på en skudfinte i feltet og tog benet på Christian Cueva.

Kampens gambiske dommer havde dømt mange frispark i første halvleg, men lod i første omgang spillet fortsætte.

Cirka 30 sekunder efter fløjtede han af og signalerede, at kampens tyske videodommer ville have hoveddommeren til at se situationen igen.

Efter et nervepirrende halvt minut foran sin monitor løb dommer Bakary Gassama tilbage på banen med armen pegende mod straffesparkspletten.

Danskerne slap dog med skrækken. Cueva blev selv sat til at sparke, og han tordnede bolden langt over mål fra de 11 meter.

Åge Hareide brugte formentlig en del af pausesnakken på at formidle, hvordan han ville have Danmarks fysiske fordel i højden bragt mere i spil.

I første halvleg havde selv den klejne frontløber Jefferson Farfán kunnet matche Simon Kjær, mens den danske offensiv heller ikke havde vundet kampen om luftrummet eller nedfaldsboldene.

Efter pausen besvarede danskerne Perus aggressivitet ved selv at være mere pågående. Det betød færre peruanske kombinationer og mere dansk kontrol.

Det lykkedes dog alligevel Peru at spille sig igennem til en fri målchance, men på bageste stolpe var AaB's Edison Flores uskarp.

Det samme kan man ikke sige om Yussuf Poulsen, da han fik muligheden kort efter.

Eriksen slap fri af sin markering midt på banen, og på det helt rigtige tidspunkt sendte han Yussuf Poulsen i dybden, og angriberen brugte ligesom mod Mexico i sidste uge venstrebenet til at score.

Lettere ufortjent var de kyniske danskere foran 1-0 efter 59 minutter, men allerede minuttet efter kunne der let være udlignet, hvis det ikke havde været for en stærk Schmeichel-refleks.

Siden blev Perus anfører, Paolo Guerrero, sendt på banen i en offensiv satsning, og flere gange fik han lavet ravage og kom til muligheder med både hovedet og hælen.

Til tider lignede det ellers et peruansk powerplay på Danmarks banehalvdel, og flere gange blev den danske struktur nedspillet.

Inden de sidste ti minutter blev Hareide atter tvunget til at skifte ud. Forsvarsspilleren Andreas Christensen havde slået sig, og Mathias "Zanka" Jørgensen blev sendt ind for at kæmpe sejren hjem.

Udskiftningen var ikke årsag til, at Peru efter 83 minutter atter kom til en kæmpe chance.

Fra omkring straffesparkspletten sendte Jefferson Farfán en fri afslutning i fødderne på Kasper Schmeichel, og danskerne slap på ny med skrækken.

I den anden ende fik Christian Eriksen mulighed for at lukke kampen, men alene med målmanden brændte den danske kvalifikationstopscorer.

I slutminutterne pådrog Thomas Delaney og Yussuf Poulsen sig gule kort.

De var formentlig godt givet ud, for en håndfuld ordinære minutter og noget overtid senere, blev kampen fløjtet af, og de danske spillere kunne juble over at have taget det første, store skridt mod ottendedelsfinalen.

  • FBL-WC-2018-MATCH6-PER-DEN
    Yussuf Poulsen bragte Danmark foran 1-0 med en halv time igen, da Danmark vandt over Peru i holdenes første kamp ved VM i Rusland. Foto: Juan Barreto/Ritzau Scanpix
Annonce
Sport

Mads Pedersen på podiet i Nysted

Sport

Sådan! Lollandsk OL-håb vinder EM-guld

Annonce
Annonce
Sport

Mads Pedersen på podiet i Nysted

112

Mand afgået ved døden efter alvorlig ulykke

Rødby

Mest omfattende ændring i 60 år: Slut med lange køer

Guldborgsund

En af de helt tunge attraktioner kommer til Gedser

112

Mænd kørte væk fra brand: - Klart vores mistanke, at den er påsat

112

Alvorligt færdselsuheld spærrede landevej

Guldborgsund

Claus Meyer lykkelig: Slår dørene op i "sin elskede by"

Sport

Sådan! Lollandsk OL-håb vinder EM-guld

Lolland

Kæmper for at få uddannelser til Nakskov

112

31-årig mand stikker læge på psykiatrisk afdeling med en kniv

112

Uheld på Sydmotorvejen: Person kørt på sygehuset

Fejø

Klimaaktivisterne tøver ikke længere: Vigtige retningslinjer

Guldborgsund

Danmarks dyreste lokum? Lokal toiletbygning vurderet til flere millioner

Sport

Øv! Lokalt OL-håb misser EM-guld

Indland

Borgere får sendt nye beredskabsråd som digital post

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Formand går af: "Det sandede til i selvfedme og uforsonlighed"

Sport

Vil spolere oprykningsfesten i Esbjerg

Lokal nyt

Forsvarsminister: Danskerne skal kunne klare sig selv i tre dage i krisesituation

Lolland

Stor cykelfest i byen: Lukker flere veje lørdag

Sport

NFC smidt på sommerferie med våd klud i ansigtet

Sport

Tyskland med storsejr i EM-åbning

Vejret

Åh nej: Masser af regn på vej - frygter skybrud på Sydhavsøerne