Et fly fra luftfartsselskabet Hewa Bora er styrtet ned ved landing i lufthavnen i Kisangani i DR Congo.
53 personer frygtes dræbt, da et fly med 112 om bord fredag styrtede ned under landing i den internationale lufthavn i Kisangani i Den Demokratiske Republik Congo, oplyser det congolesiske luftfartsselskab Hewa Bora.
Regeringstalsmand Lambert Mende siger, at han har fået besked om, at redningstjenesten har bjærget 40 overlevende fra vraget af det havarerede Boeing 727-fly, der styrtede ned 200 meter fra lufthavnen.
- Piloten forsøgte at lande, men flyet ramte ikke landingsbanen, siger Stavros Papaioannou, der er topchef i luftfartsselskabet Hewa Bora.
Hewa Bora er på EU's liste over luftfartsselskaber, hvis fly er forbudt landing i unionen på grund af for dårlig sikkerhed. Forbuddet gælder i øvrigt alle det centralafrikanske lands luftfartsselskabers fly. DR Congo har en af verdens dårligste ulykkesstatistikker.
/ritzau/Reuters