Supersprinteren Carl Lewis har kridtet skoene til en politisk karriere. Han stiller op i New Jersey.
Der var engang, da Carl Lewis løb og sprang fra alt og alle. En supersprinter og superatlet, der stod først i rækken, når der blev uddelt guldmedaljer.
Nu er amerikaneren Carl Lewis blevet 49 år, og nu vil han være politiker.
På en pressekonference i New Jersey meddelte han mandag aften dansk tid, at han stiller op til delstatens senat for Demokraterne.
Hans valgkreds bliver ottende distrikt. Det er overvejende republikansk, og Lewis skal forsøge at vinde sædet fra republikaneren Dawn Addiego.
Carl Lewis siger, at han som politiker vil hjælpe børn, familier og ældre i den region, hvor han selv voksede op.
- Mit fokus vil være på børn, på fremtiden, siger han.
- Vi kan ikke hvile, før vi er sikre på, at vore familier har råd til at leve og opfostre deres børn her, før vore ældre kan forblive i deres hjem og have råd til et godt helbred og sundhedsudgifter, siger den tidligere superatlet.
Lewis siger, at han med sin nye karriere følger sin fars råd:
- Gør, hvad du synes er rigtigt. Følg dit hoved.
Carl Lewis siger, at han snart er klar med en mere detaljeret politisk platform.
/ritzau/Reuters