Sidste år blev 33 chilenske minearbejdere hyldet som helte ved en dramatisk redningsaktion. I dag er de glemt.
Sidste år besluttede den unge chilenske minearbejder Jimmy Sánchez at rejse verden rundt.
Penge behøvede han ikke at tænke på, for alle hans udgifter blev dækket af mennesker, som var rørt over den unge mands skæbne og fascineret af hans mod og udholdenhed.
Jimmy var en helt.
I dag er den 20-årige chilener, som overlevede 10 uger i en sammenstyrtet kobbermine, langtidssygemeldt på grund af posttraumatisk stress.
- Det var frygten for, at vi aldrig skulle se vores familier igen. At vi ville dø. Vi kan simpelthen ikke ryste disse minder af os, siger Jimmy Sánchez i et interview med avisen New York Times.
En hel verden fulgte med i åndeløs spænding, da 33 chilenske minearbejdere blev reddet ud af deres underjordiske fængsel 13. oktober sidste år. Men i dag er rampelyset for længst forsvundet.
Kun fire af mændene er vendt tilbage til arbejdet i minen, mens mange stadig er uden job. Nogle sælger frugt og nødder fra små boder i deres hjemby Copiapó.
- Vi følte os som helte, men i sidste ende sælger vi peanuts. Det er ironisk, ikke sandt, siger 35-årige Edison Peña, en anden minearbejder, til New York Times.
Den chilenske psykiater Rodrigo Gillibrand har behandlet flere af minearbejderne, og han anslår, at en tredjedel af dem stadig slås med store psykiske problemer som følge af deres fangenskab.
- De har samme symptomer som veteranerne fra Vietnam-krigen, og mange vil have brug for behandling resten af livet, siger Gillibrand til nyhedsportalen The Daily Beast.
35-årige Victor Zamora lever i dag i håbet om at blive millionær. Ikke for at købe store huse, dyre biler eller kostbare smykker.
- Jeg ønsker bare at finde den fyr, som har min lykke, og købe den tilbage, siger han til The Daily Beast.
/ritzau/