Derfor er det svært for EU at enes

* Disciplin kontra solidaritet

Traditionelt går grøften mellem netto-bidragyderne som Tyskland, Danmark og andre nordeuropæiske lande på den ene side og netto-modtagerne som Portugal, Grækenland, Polen og andre syd- og østeuropæiske lande på den anden side.

Ifølge Financial Times er det ikke kun penge, der adskiller dem, men et økonomisk tankesæt. Tyskland vil for alt i verden undgå, at EU udvikler sig til transferunion og insisterer på, at alle skal gøre deres for, at der er balance i den fælles husholdning.

Frankrig er med på idéen om budgetdisciplin, men holder samtidig med de sydeuropæiske lande i kravet om, at alle skal være fælles om at bære byrden. Det vil sige mere solidaritet for at hjælpe dem, der er i krise.

Løsningen er blevet et kompromis, som hælder mest i retning af den tyske position.

* Euro kontra ikke-euro

Det tysk-franske ønske om at lægge de 17 eurolande i skrappere finanspolitiske tøjler har skabt bekymring for, at det vil skabe et endnu større skel til de 10 resterende EU-lande, der ikke har indført den fælles mønt.

Men med den indgåede aftale tidligt fredag om, at den nye finanspolitiske union er åben for de 10 lande uden for eurozonen, har møntunionens medlemmer prøvet at imødegå disse bekymringer.

Det er kun Danmark og Storbritannien, der har regulære undtagelser fra møntunionen. Otte andre lande, deriblandt Sverige, er i henhold til traktaten i princippet på vej ind i eurosamarbejdet.

Især briterne har været imod et nyt regelsæt og krævet yderligere undtagelser, som de andre lande altså sagde nej til på topmødet.

* Føderalisme kontra nationalisme

Her går grænsen mellem lande som Tyskland, der vil styrke EU's institutioner, og lande som Storbritannien og Frankrig, der ønsker at give hovedstæderne styrepinden.

Siden østudvidelsen har det nationale fokus været mere fremherskende end den føderalistiske tankegang, som dog har fået nyt liv under krisen.

Øget integration er igen på alles læber, og løsningen på topmødet er blevet, at blandt andre kommissionen og EU-domstolen får flere beføjelser til at overvåge og gribe ind over for budgetsyndere.

* National suverænitet kontra overstatslighed

Det er selve kernen af den europæiske vision, der røres ved her, hvor spørgsmålet er: Hvor meget suverænitet skal medlemslandene afgive til unionen? Hvis eurozonen udvikler sig til en finanspolitisk union, mister de nationale parlamenter magt.

Selv om eurolandene ifølge topmødeerklæringen vil indføre en ny finanspolitisk styring, bliver der foreløbig tale om en mellemstatlig aftale, der ikke er forankret i EU's traktater. De juridiske detaljer i aftalen er ikke på plads endnu, og jurister har advaret om, at den kan komme på kollisionskurs med EU-retten.

* Store kontra små

Det er den klassiske konflikt mellem de store EU-lande, der alene på grund af deres størrelse dominerer samarbejdet, og de små medlemslande, der bedst kan sikre sig indflydelse ved at gå sammen. For eksempel har Luxembourg modsat sig, at Tyskland og Frankrig skulle diktere det hele. Men det lille land er alligevel gået med på deres idéer.

/ritzau/