Den voldsomme eksplosion i Oslo, der har kostet flere døde, var forårsaget af en bombe.
Det var en bombe, der forårsagede den voldsomme eksplosion, der rystede det centrale Oslo fredag eftermiddag. Det bekræfter norsk politi.
Bomben har ifølge norsk politi kostet "døde og sårede". Politiet vil endnu ikke fortælle, hvor mange det drejer sig om.
Flere bygninger er blevet voldsomt skadet af bomben.
Blandt andet er den bygning, der huser statsminister Jens Stoltenbergs kontor, raseret, og Norges olieministerium står i flammer. Men statsministeren er i sikkerhed, siger politiet.
Også avisen VG's bygninger er skadet ved eksplosionen, der fandt sted kl. 15.20.
Norsk politi har afspærret hele området omkring eksplosionsstedet.
/ritzau/