* I 2009 indledte de amerikanske myndigheder "Operation Delego" rettet mod hjemmesiden Dreamboard, hvis medlemmer udvekslede - ofte voldelige - billeder og videoer med seksuelt misbrug af børn under 12 år. Flere af dem var spædbørn.
* For at opnå medlemskab på hjemmesiden krævede bagmændene, at man lagde billeder eller film med børneporno ind på den. Desuden skulle man jævnligt bidrage med billeder og videoer for at forblive medlem.
* Siden blev oprettet i 2008 og nedlagt i foråret, da bagmændene opdagede, at myndighederne interesserede sig for den.
* 72 personer i 14 lande - herunder Danmark - på fem kontinenter er sigtet i sagen. 20 af dem er på fri fod, og myndighederne kender kun deres brugernavn på nettet.
* 43 er anholdt i USA. De formodede bagmænd er anholdt i Frankrig og Canada.
* 13 af de anholdte har erklæret sig skyldige, og fire amerikanere er allerede idømt mellem 20 og 30 års fængsel.
/ritzau/