Forskere opdager ny art af spøgelseshaj

Billede offentliggjort af NIWA viser nyligt opdaget underart af den sjældne spøgelseshaj.

En ny underart af spøgelseshajen er blevet opdaget i New Zealand. Den opkaldes efter forskers bedstemor.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forskere i New Zealand har opdaget en ny underart af den såkaldte spøgelseshaj, som lever på bunden af Stillehavet.

Det melder forskerne, som er tilknyttet New Zealands nationale institut for vand og atmosfærisk forskning (NIWA), tirsdag.

Den nyligt opdagede underart menes at leve i Australien og New Zealands farvande. Den blev opdaget i levende tilstand i havområdet Chatman Rise, som ligger øst for landets sydlige ø.

- Spøgelseshajer som den her findes stort set kun på havbunden, forklarer forsker Brit Finucci.

Brit Finucci står også bag navngivelsen af den nye underart, som hun har opkaldt efter sin afdøde bedstemor.

Den hedder Harriotta avia.

Spøgelseshajer er en art af bruskfisk, som er i familie med hajer og rokker. De skiller sig ud ved at have skeletter, som alene består af brusk.

Spøgelseshajer omtales af og til også med det det engelske ord "spookfish".

De har sorte øjne og glat, lysebrun hud uden skæl.

/ritzau/AFP