Obduktionen af Libyens afsatte leder Muammar Gaddafis lig viser, at han var blevet skudt i hovedet og i mellemgulvet. Det oplyser lægelige kilder søndag til nyhedsbureauet Reuters.
- Der er flere skader. Der er en kugle i mellemgulvet og en i hjernen, siger kilden.
Obduktionen af Gaddafi fandt sted natten til søndag i et lighus i byen Misrata, godt 200 kilometer øst for landets hovedstad, Tripoli.
Lokale myndigheder oplyser, at liget af Gaddafi nu bliver bragt tilbage til et frysehus i Misrata, så befolkningen igen kan få mulighed for at se det.
/ritzau/Reuters