En australsk mand voldtog sin datter næsten dagligt i 30 år og er far til datterens fire børn.
En australsk mand har voldtaget sin datter næsten dagligt i 30 år, og han er far til datterens fire børn. Det rapporterer australske medier. Sagen minder om den såkaldte Josef Fritzl-sag i Østrig.
Australieren, der i dag er i 60'erne, begyndte at misbruge sin datter til sex tilbage i 1970'erne, da hun var 11 år. Misbruget skal derefter være fortsat i de efterfølgende 30 år, også efter at myndighederne var gjort opmærksom på, at der sandsynligvis var noget galt i familien.
Mandens kone siger, at hun på intet tidspunkt har kendt til mandens overgreb på datteren.
Ifølge avisen Herald Sun besluttede politiet af sigte manden efter en række DNA-prøver, der viste, at han var far til datterens børn, der alle er født med handicap.
Ifølge tv-stationen ABC afdeling i delstaten Victoria skal kvinden havde fortalt politiet om overgrebene i 2005, men hun ville derefter ikke arbejde sammen med politiet mere, da hun frygtede for sin sikkerhed.
Lokale medier sammenligner sagen med østrigeren Josef Fritzl, der er idømt livstidsfængsel for sexovergreb på sin datter i 24 år.
/ritzau/AFP