Orkanen Irene er en farlig storm, som folk skal tage alvorligt, lyder advarslen fra de amerikanske myndigheder
Den tropiske orkan Irene, som har ramt østkysten i USA, er fortsat en "stor og farlig" storm, som folk skal tage dybt alvorligt. Det siger Janet Napolitano, som er minister for intern sikkerhed i USA.
Hun opfordrer folk til at følge de lokale ordrer om evakuering og advarer samtidig om, at "muligheden for at forberede sig svinder hurtigt".
- Selv hvis man ikke befinder sig i en evakueringzone, så skal man være forberedt på, at dette er en stor storm, der dækker et kæmpestort område. Vær beredt, siger Janet Napolitano.
Når orkanen passerer Long Island og millionbyen New York sent lørdag eller tidligt søndag dansk tid kan en stormflod på flere meter skabe voldsomme oversvømmelser i området, advarer Bill Read, som er chef for det nationale orkancenter i USA.
- Det udgør bestemt en risiko, konstaterer Read.
Af samme årsag er omkring 370.000 indbyggere i New York blevet evakueret.
/ritzau/Reuters