Svetlana Aleksijevitjs nobelprisvindende forfatterskab tager udgangspunkt i virkelige fortællinger.
Hviderussiske Svetlana Aleksijevitj blev torsdag tildelt Nobels litteraturpris, og hun fortjener prisen, fordi hun skriver om generelle, menneskelige problemstillinger.
Det siger Tine Roesen, lektor ved Københavns Universitet og ekspert i russisk litteratur.
- Hun giver indblik i det mystiske og det alment menneskelige ved at blande journalistik og litteratur, siger Tine Roesen til Ritzau.
Svetlana Aleksijevitjs forfatterskab tager udgangspunkt i virkelige menneskers beretninger. Hun interviewer personer, der var til stede ved historiske begivenheder, og blander deres fortællinger i sin litteratur, fortæller Tine Roesen.
- Hun har talt med mennesker, der har deltaget i skelsættende begivenheder i Sovjet og giver dermed indblik i noget, der er mystisk og ukendt for langt de fleste mennesker.
Flere af Svetlana Aleksijevitj bøger omhandler store historiske begivenheder fra Ruslands fortid. Hun beskæftiger sig både med den sovjetiske invasion af Afghanistan og ulykken i Tjernobyl og er kritisk indstillet overfor Rusland.
- Hun skriver på russisk, selvom hun er halvt ukrainsk, halvt hviderussisk. Men hun er stadig kritisk indstillet overfor Rusland og har været kritisk overfor Ruslands optræden i Ukraine, siger Tine Roesen.
Ifølge Tine Roesen er der ikke mange forfattere på den nuværende russiske litteraturscene, der minder om hende, men til gengæld er hun meget inspireret af ældre russisk litteratur.
- Selvom hun har sin egen genre, så bygger hun videre på flere ældre russiske forfatteres tradition. Hun er for eksempel inspireret af Dostojevskijs skrivemåde - ligesom ham fletter hun mange forskellige stemmer sammen i sine historier, siger Tine Roesen.
Tine Roesen har oversat Svetlana Aleksijevitj roman "Krigen har ikke et kvindeligt ansigt". Det er den første bog af Aleksijevitj, der er oversat til dansk, og den udkommer 1. november.
Bogen handler om sovjetiske kvinders indsats under Nazitysklands invasion under Anden Verdenskrig.
Omkring en million kvinder meldte sig til Den Røde Hær som sygeplejersker, men mange forlangte også egentlige militære opgaver. Efter krigen blev de modsat mændene modtaget med mistænksomhed, hvilket Aleksjevitj skriver om.