Prorussiske militante har afvæbnet en ukrainsk militærkolonne i Kramatorsk i det urolige østlige Ukraine, oplyser nyhedsbureauet AFP, som har en journalist på stedet.
Til gengæld for afvæbningen kunne de ukrainske soldater frit forlade stedet i deres køretøjer.
De prorussiske militante havde omringet soldaterne, der var ankommet i pansrede køretøjer.
Ukraine indledte tirsdag, hvad der blev kaldt "en fuldstændig antiterroroperation" rettet mod prorussiske aktivister, som har besat offentlige bygninger i en række byer i det stærkt russisk-prægede østlige Ukraine.
/ritzau/AFP