Anklagemyndigheden i New York beder dommer om at trække sexanklager mod Dominique Strauss-Kahn tilbage.
Anklagemyndigheden i New York beder en dommer om at afvise sexanklager mod den tidligere chef for Den Internationale Valutafond, Dominique Strauss-Kahn.
En anmodning er afleveret til en dommer på Manhattan, viser retsdokumenter.
Det sker efter et møde mellem den hotelstuepige, der for tre måneder siden anklagede Strauss-Kahn for seksuelle overgreb og voldtægt på et hotelværelse i New York, og anklagemyndigheden.
Allerede inden mødet mellem stuepigen, Nafissatou Diallo, og anklagemyndigheden sagde en af hendes advokater, at nogle af anklagerne mod Strauss-Kahn ville blive droppet.
Efter at anklageren, Cyrus Vance, bad dommeren om at droppe sagen, var Nafissatou Diallos advokat, Kenneth Thompson, dog stærkt kritisk til anklagerens beslutning.
- Anklageren har afskåret en kvinde hendes ret til at få retfærdighed i en voldtægtssag, siger Kenneth Thompson.
Straus-Kahn blev under stor mediebevågenhed anholdt den 14. maj, efter at stuepigen henvendte sig til politiet og klagede over Strauss-Kahn.
Sagen tvang Strauss-Kahn til at træde tilbage for IMF og opgive sine ambitioner om at stille op til præsidentvalget i Frankrig.
/ritzau/Reuters