Efter to uger på et militærhospital i en forstad til Washington D.C. er USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, mandag blevet udskrevet.
Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium.
70-årige Austin har været indlagt på grund af komplikationer, som opstod, efter at han op til jul blev behandlet for prostatakræft.
Forsvarsministeren skal den kommende tid arbejde hjemmefra.
I en udtalelse oplyser forsvarsministeriet, at Austins prostatakræft var på et tidligt stadie, da han kom i behandling. Behandlingen var vellykket, og der er ikke planlagt yderligere indgreb.
Austin blev indlagt med en alvorlig infektion 1. januar, men i flere dage kendte offentligheden og hans nærmeste kolleger ikke til indlæggelsen.
Heller ikke præsident Joe Biden blev informeret.
Først 4. januar fik Biden og andre højtstående personer i Det Hvide Hus at vide, at den amerikanske forsvarsminister var indlagt.
En del af tiden på hospitalet har Lloyd Austin været i behandling på en intensivafdeling. 8. januar oplyste det forsvarsministeriet, at ministeren var blevet overflyttet til en almindelig sengeafdeling.
Kathleen Hicks, der er USA's viceforsvarsminister, overtog 2. januar nogle af Austins arbejdsopgaver, mens hun var på ferie i Puerto Rico.
Hicks fik dog kun at vide, at Lloyd Austin ville være utilgængelig frem til 4. januar, har embedsmænd tidligere oplyst. Hun vidste altså ikke, at hendes kollega var ramt af en alvorlig infektion og lå på hospitalet.
Trods den manglende information har præsident Biden understreget, at han fortsat har tillid til Austin. Præsidenten ser gerne, at Austin bliver på sin post i resten af Bidens embedsperiode.
Som forsvarsminister står Lloyd Austin umiddelbart efter Biden i toppen af det amerikanske militærs kommandovej.
Austin har været indlagt på et kritisk tidspunkt, hvor USA og det amerikanske forsvarsministerium er stærkt optaget af krigene i både Gaza og Ukraine.
/ritzau/Reuters