Når storbyens valg bliver for meget

Af Karina Jensen

KLUMME. Valg er gerne noget, der klinger positivt i mine ører. Må jeg helt selv vælge? Hvor skønt! Vi unge elsker tanken om selv at præge vores liv fuldkomment og 'forme vore egne skæbner', som min jævnt hippie-efterstræbende folkeskolelærer plejede at formulere det.
Ikke at vi ønsker et grænseløst væld af livsomvæltende valg regnende ned over os konstant, men moderate mængder af hvad-skal-næste-skridt-i-dit-knapt-så-planlagte-liv-nu-være-valg indeholder en stor grad af tilfredstillelse for os.

Når det så begynder at blive problematisk for mig, er, når jeg også skal tage stilling til små ting, som for eksempel hvilken mælk mon er bedst for mig? Er minimælk virkelig både den billigste og den sundeste på samme tid, for hvornår har det ellers nogensinde været tilfældet? Valg som disse møder jeg ligemeget,  hvor i landet jeg bor, men antallet forøges monumentalt ved skiftet fra de hyggelige små Sydhavsøer til den større bys utallige muligheder. 

I Odense er der vel sagtens femogtyve forskellige fitnesscentre bare inde omkring selve centrum. Så bliver det pludselig halvsvært at tage stilling til, hvilket der lige netop måtte være mest fordelagtigt for mig. Skal jeg vælge det med masser af Zumba, eller det som blot tilbyder en sørens masse pumpning af jern?

Hverdagen var nu en smule nemmere i Kettinge, hvor der var ét motionscenter oppe i hallen, som i øvrigt var det eneste i en radius af seksten kilometer. Samtidig var den en god hund billigere om måneden end samtlige fitnesscentre i Nykøbing. Dermed var stien ligesom lagt, og så var der ikke mere at bekymre sig om i den forbindelse. 

Således bliver man i større byer konstant præsenteret for valgmuligheder, man ikke har brug for og generelt ikke har overskud til, når man er en lille uskyldig lollænder uden nogen videre udviklet kritisk forbrugssans. Et stenkast fra mit kollegium ligger to forskellige sandwichbarer, hvilket har resulteret i, at man jævnligt kan se en efterhånden lettere tyndhåret enogtyveårig pige trisse lidt frem og tilbage på fortovet i en små forvirret tilstand og med rumlende mave. 

Jeg kunne vælge bare at tilslutte mig en kundeloyalitet og benytte samme smilende sandwichmand hver gang, jeg måtte ynde at kaste mig over denne herlige form for spise, som jeg har været vant til på roe-øen, men burde jeg nu ikke udnytte, at der er så mange tilbud?

Det er en vigtig ting at have retten til at vælge, men nogle gange ville jeg nu gerne bare vælge at være valgfri.