Grillaften aflyst: DMI med nedslående melding

Ifølge DMI kommer der rigeligt med nedbør i weekenden. Arkivfoto: Ingrid Riis

Lolland og Falster kan se frem til en våd weekend. DMI varsler nemlig om masser af regn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det bliver en våd omgang i weekenden.

Nu har DMI været i tættere kontakt med vejrguderne og indkredset forvarslet om kraftig regn for weekenden, som Folketidende tidligere har skrevet om.

Og den står på masser af nedbør. For både Lolland og Falster varsler DMI nemlig om kraftig regn og lokale skybrud.

Varslet gælder fra fredag eftermiddag klokken 17 og et døgn frem. Et sted i den tidsperiode forventer DMI, at der falder mellem 22 og 53 mm regn på seks timer.

Endnu værre nordpå

Selvom det kommer til at styrte ned på Sydhavsøerne, så er det ikke lige så slemt, som hvis man kigger lidt længere nordpå.

I Vordingborg Kommune, resten af Sjælland og en del af Fyn og Jylland varsles der om mellem 50 og 80 mm regn.

Her er der tale om DMI's kategori 2-varsel, som betegnes som "farligt vejr".

DMI varslingskategorier

Kategori 1: Voldsomt vejr

Vær opmærksom på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og udendørsaktiviteter.

Kategori 2: Farligt vejr

Vær forberedt på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og forstyrre trafik og forsyning. Følg myndighedernes råd, og vær ekstra opmærksom, når du færdes ude.

Kategori 3: Meget farligt vejr

Følg myndighedernes råd. Vær forberedt på, at der er høj risiko for, at vejrudviklingen kan påvirke dig og dine omgivelser og forstyrre samfundets funktioner.

Kilde: DMI

På Lolland og Falster er der "kun" tale om et kategori 1-varsel, som går under betegnelsen "voldsomt vejr".