Høj vandstand og stormstød på vej: Så slemt bliver det

Sådan så det ud på Lundehøje Havn ved stormfloden i oktober. Vandstanden ventes ikke at blive helt så høj denne gang, og den ventes heller ikke at ramme de samme lokale områder. Arkivfoto: Palle Nevad Frandsen

Der er udsigt til forhøjet vandstand i Smålandsfarvandet og vindstød af stormstyrke torsdag aften og natten til fredag. Her er DMI's foreløbige vurdering af, hvor slemt det bliver på Lolland, Falster og småøerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er grund til at holde øje med vejrudsigten for de kommende dage, hvis man bor ved de nord- eller vestvendte kyster på Lolland og Falster eller på Fejø, Femø, Askø, Lilleø eller Vejrø.

DMI har som omtalt i går, mandag, udsendt et forvarsel om forhøjet vandstand gældende for Smålandsfarvandet, og tirsdag formiddag har Folketidende igen talt med den vagthavende meteorolog hos DMI for at høre seneste nyt om situationen.

Den gode nyhed er, at man ikke forventer nær så høj vandstand, som det var tilfældet ved stormfloden for et par måneder siden.

- De nye prognoser tyder på, at man på det nordlige Lolland kan nå op på en vandstand på højst cirka 130 centimeter over normalen, men nok noget mindre. Det bliver højst det, vi betegner som en 20-års hændelse.

- Men det bliver en kombination af høj vandstand og vindstød op til cirka 25 meter i sekundet, som er stormstyrke, og vi forventer også, at der kommer regn. Blæsten rammer Lolland først, og vi forventer, at det sker ved 18-20-tiden torsdag aften, og så holder det ved til engang ud på fredagen, og vi skal lidt op ad dagen fredag, før den for alvor aftager, siger vagthavende meteorolog hos DMI, Steen Hermansen.

DMI forventer at komme med nyt - og et egentligt varsel - enten i aften, tirsdag, eller i løbet af i morgen onsdag.

Folketidende følger situationen...