Medie: Det ekstreme vejr kan ramme os flere gange om året

Det var svært at kende Hesnæs Havn efter stormfloden havde angrebet den. Arkivfoto: Ingrid Riis, Ritzau Scanpix

Klimaforsker forudsiger, at stormfloder kommer til at ramme Lolland-Falster meget hyppigere i fremtiden, skriver Sjællandske Nyheder.

Offentliggjort Sidst opdateret

20. oktober sidste år smadrede den voldsomme stormflod både, åd huse på havnen, angreb vores digeskanser og efterlod flere steder vores smukke kyststrækninger vandaliseret.

Og det ekstreme vejr kan vi godt begynde at vænne os til.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

Mediet har talt med Martin Olesen, der er klimaforsker ved Nationalt Center for Klimaforskning under DMI.

Læs også: Digechef: Sammenholdet var meget overvældende under stormfloden

Han fortæller, at hvis man ikke gør noget for at tilpasse sig det ekstreme vejr, vil blandt andet Lolland-Falster blive udsat for rigtig mange stormfloder.

- 20-årshændelser kan komme op til to gange om året, og 100-årshændelser kan ske flere gange i løbet af et årti i slutningen af århundredet, fortæller Martin Olesen til Sjællandske Nyheder.

Stormfloderne bliver højere

Under stormfloden oplevede Guldborgsund Kommune, at flere borgere var i tvivl om, hvem de skulle ringe til i en krisesituation. Om det skulle være Guldborgsund Forsyning, Lolland-Falster Brandvæsen eller kommunen. Derfor skal parterne mødes til en beredskabsdag, så samarbejdet kan styrkes.

Læs også: Rudi så sit hus skylle ud i Østersøen: - Jeg regnede med, jeg kunne redde det

Det fortalte centerchef i Guldborgsund Kommune, Casper Henriksen, til Folketidende.

Og det ekstreme vejr, vi kan få i fremtiden, vil skabe problemer for kommunen, mener centerchefen.

- De afledte konsekvenser, der kan komme med oversvømmede veje og væltede træer, er vi ikke gearet til. Vi kan ikke håndtere en 100-årshændelse hvert år eller hvert andet år, da det tager tid fra andre opgaver, siger han til Folketidende.

Martin Olesen fra DMI fortæller også til Sjællandske Nyheder, at én ting er, at der kommer flere stormfloder, men de bliver også højere, fordi vandstanden stiger.

Mere præcist mellem 30 og 60 centimeter i slutningen af århundredet, afhængigt af forskellige scenarier.