Over en halv meter vand: Flere veje fortsat spærret

Også i Utterslev på Vestlolland er der rigtig meget vand. Foto: Johan Rosenberg Jensen

Lolland Kommune kæmper torsdag middag fortsat med vandmasserne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Regnen er stoppet, men det betyder ikke, at problemerne med oversvømmelser er ved at aftage i Lolland Kommunes område - snarere tværtimod.

- Det bliver ved med at løbe til rundt omkring. Vi har flere veje, der er spærret af, og nogle steder ligger der over en halv meter vand, fortæller park- og vejchef i Lolland Kommune, Kjeld Jensen, ved 12.15-tiden uden dog at kunne sætte præcise vejnavne på.

- Vi har stadig nogle udfordringer, og de er ikke aftaget i løbet af dagen. Der er kommet endnu flere henvendelser, end vi havde forventet, tilføjer han.

Kommunen er også udfordret omkring sand og sandsække, som har stillet til rådighed for borgerne.

- Vi løb tør for sand i Maribo i går, men vi er ved at opdatere på både sand og sandsække, fortæller Kjeld Jensen.

Dertil kommer den nye udfordring i form af snevejret og de faldende temperaturer. Kommunen var ude at salte de store klasse 1-veje i morges, og man kører en tur mere efter middag på de samme veje samt de lidt mindre klasse 2-veje, oplyser park- og vejchefen.

- Temperaturen ligger lige omkring frysepunktet, og det er ved at blive glat, siger Kjeld Jensen.

Ifølge Vejdirektoratet ligger der stadig meget vand mange steder på motorvejen, og også på Rute 9 lidt udenfor Tårs på Vestlolland er der melding om vand på vejen.