Vær opmærksom: Flere veje spærret i begge kommuner
På Langelinie ved Rødby skaber det voldsomme vejr stadig problemer, og mandag er den stadig spærret. Foto: Anna C. Møhl
Anna C. Møhl
Flere veje er spærret i begge kommuner, og i Lolland Kommune er de spærrede veje ikke det eneste problem.
Selvom det nu er fem dage siden, den voldsomme nedbør ramte Sydhavsøerne, skaber de store vandmasser stadig problemer både på Lolland og Falster.
Adskillige veje i Guldborgsund Kommune er spærret, og andre steder ligger vandet 20 centimeter dybt.
Derfor skal trafikanter ifølge Claus Winter, leder af Driften i Guldborgsund Kommune, "stadigvæk være forsigtig, køre efter forholdene og kigge på vejrudsigterne."
- Der er stadig nogle steder, hvor der løber vand på tværs af vejen, og det skal man være opmærksom på. Man skal også være opmærksom på, at der nogle steder kan ligge vandsøer og meget vand i siden af vejen, udtaler Claus Winter.
Der er i hvert fald tre veje i kommunen, som er spærret. Det drejer som om Radbjerg Tværvej ved Væggerløse, Gundslevmagle Skovvej ved Eskildstrup, men også en tredje vej skaber problemer.
- Vi er i gang på Bønnetvej ved Hesnæs. Vejen har taget skade, og vi begynder at reetablere den. Der har været et møde derude i dag, siger Claus Winter, men han kan ikke oplyse, hvornår arbejdet med at reetablere vejen går i gang.
Læs også: Efter vand-kaos: Nu er vejen helt væk
Snak med børnene
Det er ikke kun bilister og cyklister, som skal tage forbehold for vejr- og vejsituation, også forældre skal være særligt opmærksomme i denne kolde tid, hvis børnene vil ud at skøjte.
- Forældre skal tage en snak med deres børn, da vandet visse steder kun er frosset på overfladen, forklarer Claus Winter.
Selvom is og vand udfordrer Guldborgsund Kommune, håber Claus Winter, at vejrguderne er med Sydhavsøerne.
- Vi krydser fingre for, at jorden er klar til at absorbere den lille smule nedbør, der kommer de næste par dage, og at frosten slipper, så vi kan få rene veje igen. Vi har brugt mere salt end normalt for at se, om vi kan løsne det lidt op, siger han.
Udover at salte vejene har Guldborgsund Kommune også forsøgt at "skrabe isen væk for at løsne den."
Vi forventer mange flere huller i løbet af de næste par dage og uger.
Kjeld Nilsen, park- og vejchef i Lolland Kommune
Nabokommunens problemer
I Lolland Kommune står det ifølge Kjeld Jensen, der er park- og vejchef, noget bedre til, end da Folketidende talte med ham i sidste uge.
- Vi har været ude at skrabe is væk med sneplove og saltet, så det ikke er så farligt at køre på vejene, siger Kjeld Jensen.
Også cykelstierne har Lolland Kommune saltet ekstrameget, så de alle sammen ifølge vej- og parkchefen "burde være farbare."
Selvom det altså står bedre til, og de fleste veje er farbare, så er Langelinie ved Rødby, Egebøllevej ved Dannemare og Revshale Byvej ved Maribo spærret.
Huller i vejen
Vandet flyder ikke rundt på vejene i samme omfang som i sidste uge, men det voldsomme vejr kommer til at få konsekvenser.
- Nu hvor der både kommer tø og frost, kommer der mange slaghuller i vejen. Det kan man se allerede nu, og vi forventer mange flere huller i løbet af de næste par dage og uger.
Slaghuller er ifølge vejchefen to til tre centimeter dybe, og det betyder, at vejene ikke vil blive spærret på grund af dem.
- Men det betyder, at man kommer til at køre, hvor der er huller i vejen, og det kan være svært som bilist, cyklist, eller hvis man er på knallert, at se, hvor meget vand der er i hullet, for vi kan ikke lappe hullerne i det her vejr, siger Kjeld Jensen.
I den næste lange stykke tid vil vejene altså blive påvirket af det skiftende vejr, men ifølge vejchefen er Lolland Kommune i gang med at skabe sig et overblik.
Hvis du finder et hul i vejen, kan du melde det her.