Torsdagens overfald på en 15-årig dreng i tunnelen mellem Brovejen og Søvej tæt ved banegården i Nykøbing får ikke umiddelbart politiet til at øge patruljeringen i området eller sætte ind med andre, ekstra midler.
- Vi ved godt, at der engang imellem sker noget ved banegården, men der er også risiko for, at der opstår flere gnidninger dér, fordi det er et sted, hvor mange mennesker kommer og går.
- Men vi har banegården som et fokusområde, og vi kommer der på hver vagt. Vi vil også fortsætte med at være til stede i området, og når der er arrangementer på diskotekerne i nærheden, er vi der også.
- Men hvis man kigger på statistikken, så er banegården ikke værre end andre steder, og det er ikke vores opfattelse, at det er blevet et mere utrygt sted at opholde sig, siger politikommissær Kent Edvardsen fra lokalpolitiet i Nykøbing og tilføjer:
- I forhold til den konkrete sag fra torsdag aften er det også mit indtryk, at det var lidt tilfældigt, at det lige skete der. Det kunne også være sket et helt andet sted.
- Jeg synes ikke, det kalder på en særlig indsats i området, udover det vi allerede gør. Man kan være tryg ved at færdes ved banegården, slutter Kent Edvardsen.
Læs også: