NYKØBING: I den tidligere blomsterbutik "La France" prydes de store vinduespartier nu af søde kjoler, babysko og bamser. Siden midten af januar har Jannie Kvistholt Stoffer haft sin butik Mini Monde Copenhagen her. Dermed har hun åbnet butik i en periode, hvor mange andre drejer nøglen om.
- Jeg er sikker på, at tingene vender. Det her med at gå i butik er ikke slut. Jeg oplever, at folk vil se og mærke varerne og at man støtter op om det lokale, siger hun.
Sender til hele landet
Mini Monde Copenhagen har eksisteret som en webshop siden 2020 og Jannie har tidligere haft butikkens lager i Hollands Gaard.
- Jeg sender ordrer til hele landet og webshoppen er så at sige rugbrødet i forretningen, men nu er det jo her, jeg bor, så hvorfor ikke have butik sammen med lageret? Jeg havde lyst til at få tøjet ud af poserne og ind i en butik, lyder det fra Jannie, der har boet i Nykøbing siden 1996 og har 25 års erfaring med salg.
Men det skulle ikke være en hvilken som helst butik.
- Jeg har altid tænkt, at hvis jeg skulle have butik, skulle det være i nogle smukke bygninger som dem her. Og da det så kom til leje, faldt det på plads.
At det lige blev børnetøj skyldes ikke mindst, at Jannie fik en efternøler, der i dag er fire år.
- Jeg så, hvad andre gjorde og fik lyst til selv at prøve kræfter med det, fortæller hun.
Efter fire år prøver hun nu yderligere kræfter med en fysisk butik.
- Det er meget nyt. Jeg er rigtig spændt på det, lyder det.
Net er ikke nemt
Selvom butikken er baseret på webshoppen, er den ikke uden udfordringer.
- Det er også svære tider på net. Der er mange om buddet - ikke mindst i forhold til børnetøj og der er det også dyrt at annoncere, for eksempel via Google.
Jannie Kvistholt StofferDet er også svære tider på net. Der er mange om buddet - ikke mindst i forhold til børnetøj og der er det også dyrt at annoncere, for eksempel via Google.
Derfor arbejder hun ikke mindst med sin Instagram profil, som har webshoppen tilknyttet. Også her byder den fysiske butik på fordele.
- Der er ingen tvivl om, at de fysiske rammer også er meget Instagram-venlige, lyder det.
Og apropos venlighed, så er Jannie Kvistholt Stoffer ved at blive lagt ned af venlighed fra lokale i området.
- Jeg har jo ikke rigtigt annonceret, men folk kigger simpelthen lige ind og fortæller, at det ser rigtig godt ud og at de glæder sig over, at jeg har åbnet butikken her. Det er så mange positive tilkendegivelser, så jeg nærmest svæver på en sky.