Gert Jensen med rødder i Sakskøbing gennemførte torsdag eftermiddag sit projekt, som mange nok vil kalde lettere vanvittigt, da han på 24 timer havde løbet fire maraton, startende fra Guldborg og med mål ved målstregen i forbindelse med afviklingen af Copenhagen Marathon søndag.
En godt brugt, træt, våd og forvirret løber nåede i mål på de 24 timer, og da Folketidende taler med ham i dag tirsdag, er overskuddet vendt tilbage. Han starter nyt job pr. 1. juni og har derfor haft fri i dagene efter sit maraton-projekt.
- Jeg var max brugt, da jeg kom i mål. Helt ristet og forvirret. Jeg bryder mig egentlig ikke om steder, hvor der er mange mennesker, så jeg tog Copenhagen Marathon for at teste mig selv maksimalt også på psyken, for det med at der var så mange mennesker, var for mig grænseoverskridende, og jeg var derfor brugt oven i hovedet, for at forsøge at lukke dem ud og fokusere på at komme i mål, fortæller Gert Jensen
12 timers søvn
Efter at have været vågen siden kl. 6 lørdag morgen, var kroppen og så stort set slukket og klar til søvn. Gert overgav sig til kroppens signaler et par timer efter at være kommet i mål.
- Jeg kom i seng kl. 18. Pænt brugt. Der kunne jeg bare ikke mere. Og så vågnede jeg vel igen kl. 6 dagen efter. Kroppen var ok, men jeg er stadig træt. Jeg er træt i hovedet og skal lige bearbejde alle de oplevelser, jeg har haft, men jeg er ok, og jeg står også og gør klar til at have gæster i aften, fortæller han.
For faktisk fylder han 40 år i dag tirsdag, og løberen, der i dag bor i Kokkedal nord for Købehavn, nåede dermed sit mål, inden han fyldte 40. Bare to dage før skæringsdatoen...
Hudløs i skridtet
GPS'en viste, at han i alt løb 174,64 kilometer på de 24 timer, hvor der undervejs ikke var nogle kæmpe-store kriser, selvom han dog løb ind i udfordringer på sit store kilometer-togt.
- Det største problem var nok, at jeg blev helt hudløs fra skridtet og om i røven, så det føltes som sandpapir undervejs. Der var det ikke mærkeligt at spørge efter vaseline undervejs på turen, lyder det.
- Og hvordan har de udsatte dele det så nu?
- Det er fint igen. Jeg løb 7,5 kilometer i nat, og det er jo den slags, man siger skal løbes væk, og med lidt vaseline eller zinksalve, så går det.
Med den voldsomme bedrift lykkedes det også Gert Jensen at komme ind i den såkaldte klub 100, hvor man kan komme i, hvis man har deltaget og gennemført 100 maratoner.
Mål og drømme
Det er også derfor, der er så mange medaljer rundt om halsen på ham på det billede, du kan se i artiklen.
Med et veloverstået og vanvittigt løbeprojekt overstået, er det oplagte spørgsmål naturligvis at høre, hvad næste skridt er. Og han har flere mål og drømme.
Jeg ringede til en kammerat i går morges og sagde, der er kun 25 kilometer til de 200 km... Men ellers bliver vores næste projekt nok at løbe fra Blåvandshuk til Køge. Det er en distance på 310 kilometer, hvor man løber over tre dage, forklarer Gert Jensen.
Det skal være vildere
- Jeg er ikke færdig med at udfordre mig selv. Det skal bare være vildere. Jeg drømmer om at deltage i Backyard Ultra, hvor der kun er en vinder. Der løber man, til sidste mand overgiver sig. Det er det ultimative. Det mest crazy løb, der findes, lyder det.
Men de helt kortsigtede planer er dog mere humane. En fødselsdagsfest for sig selv tirsdag aften og så:
- Så tager jeg måske maraton nummer 101 på søndag, lyder det med et grin.