- Jeg mener ikke, man kan få et optag i Falster-området, der er stort nok til at drive en skole.
Sådan lød det fra fællestillidsrepræsentant i Fængselsforbundet, afdeling Sjælland Nina Odgaard til DR tidligere på året.
Der har længe været problemer med fængselsbetjentuddannelsen i Nykøbing, der har alt for få elever, og i dag har tillidsrepræsentanten - i hvert faldt et stykke af vejen - fået det, som hun ønskede.
Justitsministeriet har nemlig besluttet at flytte uddannelsen fra Nykøbing til Storstrøms Fængsel ved Nørre Alslev. Det fortæller de i en mail til TV2 Øst.
Flytningen til fængslet betyder, at undervisningen fremover skal foregå inden for fængslets mure, hvor eleverne også skal arbejde, når de er færdiguddannede. Det er det samme tiltag, som man for nylig gjorde i Vestre Fængsel.
Siden uddannelses start i 2022 er kun 22 elever startet, og det er et godt stykke fra kriminalforsorgens mål om 100 optagede om året. Det er også frygten for en fortsat lav tilslutning til uddannelsen, der har gjort, at beslutningen om flytningen er blevet truffet.
- Jeg synes også selv, at det er ærgerligt, at det ikke er lykkedes at optage flere elever på skolen, på trods af, at Kriminalforsorgen har gjort en kæmpe indsats for målrettet at rekruttere elever til fængselsbetjentuddannelsen, siger Justitsminister Peter Hummelgaard til TV2 Øst.
Det var VUC Storstrøm, der udbød uddannelsen. Nu rykker man altså uddannelsen Nordpå, men den forbliver dog i Guldborgsund Kommune som hidtil.