- Naturligvis skal vi tage ved lære, hedder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
NYKØBING - Alle skal kunne føle sig trygge på et sygehus, og det er vigtigt at tage ved lære af fejl.
Sådan lyder konklusionen i et svar til folketingsmedlem Liselott Blixt (DF), der har stillet spørgsmål i relation til sygeplejerskesagen fra Nykøbing.
DF-eren stillede for nogle uger siden to spørgsmål om, hvad "systemet" har lært i sagen, hvor sygeplejerske Christina Aistrup Hansen endte med at få 12 års fængsel for drabsforsøg på fire patienter.
Nu er svaret på første spørgsmål kommet fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
- Vi skal lære
Liselott Blixt har spurgt ministeren om, hvorvidt man skal tage ved lære af sager, der skader patienter.
Det mener ministeren naturligvis, at man skal.
- Det er vigtigt og helt grundlæggende for vores sundhedsvæsen, at man tager ved lære, når noget går galt, og således undgår, at det sker igen, siger Magnus Heunicke.
Han siger også, at Styrelsen for Patientsikkerhed her spiller en vigtig rolle ved at føre tilsyn.
- Det samme gør det rapporteringssystem, der behandler utilsigtede hændelser og derved skaber en systematisk læring i sundhedsvæsenet, siger ministeren i sit svar.