Sygeplejersker: Hårde tider forude

De medicinske patienter, nye behandlingsformer og kommunerne kommer til at mærke den stramme økonomiske aftale, som regeringen indgik lørdag med Danske Regioner, som ejer sygehusene.

Det mener Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejerråd, som langt fra jubler over aftalen. Formanden forudser benhårde prioriteringer på sygehusene.

- Vi får ikke råd til at behandle alt, som vi tidligere kunne, siger hun.

Den stramme økonomi bliver tydelig på især de medicinske afdelinger, mener formanden.

- De medicinske patienter bliver nedprioriteret igen, siger Grete Christensen.

Den stramme økonomi vil også gå ud over kommunerne, mener hun. Når patienter skal være kortere tid indlagt, kommer kommunerne til at tage tidligere over.

Nye behandlingsformer vil blive mindre udviklet, når der er færre penge i det hele taget. Dansk Sygeplejeråd havde foretrukket, at regeringen havde lavet en flerårig aftale med Danske Regioner.

/ritzau/

Aftalen om næste års økonomi for sygehusene vækker langt fra jubel hos Dansk Sygeplejeråd. Medicinske patienter rammes igen, lyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret