Det gik fra at være en steg uden regning til en streg i regningen for en 32-årig mand, da han mandag kort før klokken 11.30 blev afsløret som butikstyv i et supermarked i Nørre Alslev.
Ifølge politiets døgnrapport blev manden tilbageholdt af personalet, da man mistænkte ham for at have stjålet varer fra forretningen. Der var tale om en 32-årig mand fra Nykøbing, som havde taget ikke færre end fem stege til en værdi af over 1.000 kroner uden at betale for dem.
Ved nærmere eftersyn viste det sig, at samme mand også havde været i forretningen dagen før, hvor han stjal seks ribeye steaks og to øl, så manden blev anholdt og sigtet for begge tyverier, fremgår det af politiets døgnrapport.