En er dræbt og to bragt til hospitalet efter eksplosionsbrand. Politiet tror, at forbrydelse ligger bag.
En eksplosion i en lejlighed på Rahbeks Allé på Frederiksberg ved middagstid søndag har kostet en kvinde livet.
To mænd er desuden bragt til Rigshospitalets Traumeafdeling med svære brandskader.
Ifølge vicepoliti-inspektør Lau Thygesen er eksplosionen muligvis ikke tilfældig.
- Vi har en mistanke om, at der ligger en forbrydelse bag. Mere kan jeg ikke sige lige nu, siger han.
En af de to kvæstede mænd er den registrerede beboer i lejligheden i den murstensrøde bebyggelse på grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro.
/ritzau/