Nye sexanklager mod eks-menighedsråds-medlem

Af Torsten Elsvor og Peter Gade


Overgrebet blev først politianmeldt i 2005 og var forældet, men offeret fortæller her sin dybt traumatiske historie.

Oplevelserne som barn har hun aldrig kunnet fortrænge, og hun fik et chok da hun erfarede, at manden som gjorde det, nu så mange år senere er dømt for pædofili i en nyere sag. 
- Jeg blev som barn seksuelt misbrugt af Claus Brandt. Jeg ønsker ikke at gå i detaljer om overgrebene, som fandt sted i slutningen af 60’erne og i begyndelsen af 70’erne, men kan blot konstatere at de har haft en dyb og traumatiserende effekt på mig, og at det har naget mig i alle mine ungdoms- og voksenår.

Sådan fortæller en nu 46-årig tidligere nakskovit, og datter af den første kordegn i kirken, hvor den nu dømte har haft sin gang gennem mere end 40 år og været medlem af menighedsrådet.

Beslutningen om at stå frem traf hun efter at hun blev opmærksom på, at Claus Brandt var idømt et halvt års fængsel for kønslig omgang med drenge, men hendes traumatiske oplevelser delte hun allerede for en del år siden med den daværende præst i kirken.
- Jeg fortalte både om det seksuelle misbrug og hvem der stod bag. Jeg havde brug for at fortælle det. Også fordi jeg tænkte, at Claus måske stadig havde med børn og unge at gøre i menigheden, og jeg ved med sikkerhed at min henvendelse blev taget alvorligt.

- I dag har jeg en meget stærk fornemmelse af, at der er mange andre end mig, der har haft krænkende oplevelser, og derfor føler jeg mig forpligtet til at fortælle min historie, siger den 46-årige, hvis identitet er kendt af Folketidende.

Efter langvarig bearbejdning af overgrebene nåede hun i 2005 så langt, at hun havde behov for at konfrontere Claus Brandt med det han havde udsat hende for som barn. 
- Så sagde jeg ordret: ”Claus der var noget i min barndom, der ikke var så godt. Jeg er blevet seksuelt misbrugt som barn og det var dig, der gjorde det”.
- Jeg ved ikke hvad man egentlig kunne forvente, men hans reaktion forekom dybt underlig: 
- Der sad han med et engleblidt smil på læberne og fuld øjenkontakt med mig og sagde: ”Nej … det var da ikke mig, det må være en erindrings forskydning, men jeg vil da gerne hjælpe dig med at finde ud af, hvem det var……”.

- Jeg fastholdt min anklage og da jeg to gange havde sagt: ”Claus, jeg hører hvad du siger, men jeg er 100 procent sikker på det er dig, der har gjort det mod mig”, slog han endelig blikket ned og sagde: ”Denne samtale holder vi mellem os ikk` ?” 

I bilen på vej hjem besluttede hun sig for at melde ham til politiet. Men sagen var forældet.