I ly af bryllupper havde en indbrudstyv lørdag formiddag held til at liste sig ind på borgmesterkontoret i Odense og stikke af med byens borgmesterkæde.
En listetyv slap lørdag formiddag uset fra at snige sig ind på Odense Rådhus og stjæle byens borgmesterkæde, oplyser Fyns Politi.
Politiet har foreløbig ingen spor af gerningsmanden, der angiveligt har fået adgang til borgmester Jan Boyes (K) kontor via turistinformationens lokaler på rådhuset, fortæller politiets vagtchef.
- Der var ingen tyverialarm, der gik i gang, og vi ved endnu ikke, hvordan tyven kom forbi vagten og væk fra stedet, siger vagtchefen.
Han oplyser, at politiet i første omgang ikke har kunne spærre hele rådhuset af på grund af flere bryllupper samt en udstilling på rådhuset.
Borgmester Jan Boye selv var ikke på rådhuset, da tyven så sit snit til at liste ind på kontoret.
/ritzau/