Truede unge mænd på livet, men 23-årig var ikke færdig med at bryde loven

På Jernbanegade i Nykøbing var der natten til søndag problemer. En ung mand truede to andre på livet. Arkivfoto: Asger Andersen

En 23-årig mand fra Sakskøbing fik en række sigtelser natten til søndag. Den sidste fik han, lige inden han skulle løslades.

Offentliggjort Sidst opdateret

Natten til søndag valgte en 23-årig mand fra Sakskøbing at true to personer på livet.

Med en foldekniv gik han over til en 25-årig og en 26-årig på Jernbanegade i Nykøbing. En patrulje kom frem til stedet og anholdt den unge mand, og da betjentene undersøgte, hvad den 23-årig gemte på sig, fandt de både en foldekniv og hash.

Derfor sigtede politiet ham for trusler på livet, for at overtræde knivloven og for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.

Men den 23-årige var ikke færdig med politiet og nåede at få endnu en sigtelse på nakken, inden solen stod op.

Betjentene valgte at anholde den unge mand og tage ham med på stationen, men da politiet ville løslade den 23-årige, vendte den unge mand ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis døgnrapport "sin meget markante verbale vrede mod to betjente."

Og derfor indkasserede han endnu en sigtelse for fornærmelig tiltale mod polititjenestemænd.

Læs også historien om, hvordan vinhygge udviklede sig til, at en 21-årig måtte på sygehuset. Eller om den 15-årige fra Sakskøbing, der skal i fængsel for at angribe børn med afløbsrens.