Der findes næppe en Beatles-fan, der ikke har lyst til at opleve musiker-legenden John Lennon live. For især en inkarneret fan, er ønsket så stort, at han vil klone sit store idol.
Den canadiske tandlæge Michael Zuk skabte overskrifter, da han for to år siden købte John Lennons tand til den svimlende sum af 30.000 dollar eller 168.000 danske kroner på en auktion. Og det er dna'en fra den tand, der skal bruges til at få John Lennon til at genopstå.
- Forskere arbejder på måder, hvorpå de kan klone mammutter. Den samme teknologi kan bruges til at gøre menneskekloning til en realitet. At kunne sige at jeg har haft en lille medvirken til at bringe en af tidernes største rockstjerner tilbage, ville være fantastisk, siger Michael Zuk ifølge Rolling Stone Magazine.
I et nyligt interview i radioprogrammet "Jay Thoma Show", fortalte kendis-tandsamleren, at han planlægger at opsøge virksomheder med sin klonings-idé, som, han mener, er flere millioner dollar værd.
Michael Zuk købte John Lennons rådne kindtand af musikerens tidligere husholder Dot Jarlett i 2011. Dengang fortalte tandlægen, at han bare måtte eje John Lennons tand, og selvom mange sikkert synes, at den gule og hullede tand er klam, skulle den udstilles i hans tandlæge praksis i Alberta i Canada.
Newspaq