Dølle laver ændring før ventet billetstorm

Arkivfoto: Ingrid Riis

Markedsledelsen er gået bort fra en procedure ved billetsalget, så man forventer, at billetterne til næste års damefrokost igen bliver udsolgt på få minutter, når de sættes til salg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den første fredag efter nytår er for hundredvis af kvinder på Lolland-Falster måske det nye års vigtigste dag indtil da.

Det er nemlig dagen, hvor billetterne til den store damefrokost på Dølle bliver sat til salg.

Denne gang er datoen den 3. januar, og som altid sættes billetterne til salg klokken 10.00 - og alle 1600 billetter ventes at være revet væk i løbet af ganske kort tid.

Denne gang ventes billetsalget endda at gå endnu hurtigere, end det har været tilfældet de seneste år. Markedsledelsen har nemlig valgt at lave en lille ændring, som vil gøre købsprocessen hurtigere.

Vil du genopfriske minder fra tidligere damefrokoster? Så har vi samlet en lille buket af artikler - med masser af billeder - fra arkivet nederst i artiklen her.

- Vi kører ikke med bordplacering i forbindelse med selve billetsalget denne gang. Bordnumrene bliver først påført deltagernes billetter i måneden op til markedet.

- Så hvis der er nogen, der ikke har fået købt billetter sammen i første omgang, men gerne vil sidde sammen, skal de gives os besked ret hurtigt efter købet, så vi kan forsøge at tage hensyn til det, når vi laver bordplanen, forklarer markedsformand Per Hansen.

Sælges via Ticketmaster

Billetterne bliver solgt via Ticketmaster, og Per Hansen opfordrer til, at man også bruger Ticketmasters hjemmeside, hvis man vil sælge billetter, man ikke skal bruge alligevel - og ligeledes, at man også køber eventuelle overskudsbilletter der, så man undgår billetsvindel.

- Vi appellerer til, at folk er kritiske i deres tilgang til de billeder, de eventuelt får tilbudt af andre. I første omgang får man kun et købsbevis, når man køber billet på Ticketmaster.

- Den egentlige, adgangsgivende billet sender vi først ud senere, og den sender vi til den, der har købt billetten i første omgang. Så hvis det ikke er den samme som den, der skal bruge billetten, risikerer man, at man ikke får den rigtige billet, forklarer han.

Der er som nævnt 1600 billetter til salg, som det har været tilfældet de seneste år, og konceptet for festen er det samme, som det plejer. Det indbefatter også, at der er fri øl, vin og vand til deltagerne. Mad vil der naturligvis også være, men menuen er ikke fastlagt endnu, fortæller Per Hansen.

Billetsalget til herrefrokosten er allerede i gang. Den foregår traditionen tro sideløbende med damefrokosten 3. maj, men i et andet telt.

Næste års Dølle finder sted fra 1.-4. maj. Det bliver i øvrigt med en væsentlig længere åbningsdag torsdag.

Det kan du læse mere om HER.

Vil du genopfriske minder fra tidligere damefrokoster? Så har vi samlet en lille buket af artikler - med masser af billeder - fra arkivet her:

Bikerpiger og 'bøndernes dødsdruk': Se billederne fra årets Damefrokost

Ørkenens døtre og Mario Sisters glæder sig: - Vi har varmet lidt op hjemmefra

Her går det amok: 'Verdens største damefrokost' i gang

Damefrokosten - sikke' en fest!

Radiovært: Jeg har aldrig oplevet noget som damefrokosten

Årets Damefrokost skudt i gang