Husker du sidste år? Sådan forbereder Dølle sig på regn i år

Regnen satte et trist præg på dele af sidste års Dølle-marked. Arkivfoto: Jakob Poulsen

Dølle-markedet var sidste år hårdt plaget af store mængder regn, der tvang markedsledelsen til at køre tonsvis af grus ud på pladsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det danske forårsvejr kan være noget lunefuldt noget. Det mærkede man i særdeleshed på Dølle sidste år, hvor næsten alle slags vejr prægede markedsdagene.

Det betød blandt andet, at der faldt masser af regn, og det gav problemer både på parkeringspladsen og markedspladsen, hvor tør jord blev til vådt mudder.

Markedsledelsen og de frivillige løste problemerne ved at hælde masser af grus ud der, hvor der var problemer. Og det var ikke små mængder, der blev brugt. Markedsformand Per Hansen fortalte, at man havde kørt mere end 500 tons grus ud for at holde området fremkommeligt.

Men hvordan forbereder arrangørerne sig så i år?

- Vi er altid forberedt på regn i et eller andet omfang, men der er selvfølgelig forskel på, om der er tale om en enkelt byge eller gennemblødte arealer fra start til slut. Vi har et beredskab klar, men vi håber, at vi for første gang i flere år kan få et helt, tørt marked, siger Per Hansen.

Klar med grus igen

Hvis vejrguderne skulle glemme at se med milde øjne på markedet, så bliver løsningen igen i år grus.

- Vi har det liggende i beredskab ude hos nogle leverandører, som kommer og læsser det af, hvis vi får behov for det. Det fylder rigtig meget, hvis vi selv skal have det liggende på lager på pladsen, og det er også en stor omkostning at få det bragt ud, hvis vi så ikke får brug for det alligevel. Men vi har selvfølgelig et lille buffer-lager, vi kan bruge til reparationer, forklarer Per Hansen.

Tidligere brugte markedet træflis til at gøre pladsen farbar, hvis den blev for smattet, men den løsning er man gået bort fra.

- Flis er også en eftertragtet opvarmningskilde hos varmeværkerne, så det er simpelthen blevet for dyrt - og effekten ude på pladsen er også bedre med grus, så derfor arbejder vi meget i den retning.

- Og så gør flis også mere gavn ved at blive brugt til opvarmning fremfor at ligge og formulde, siger Per Hansen.

Årets Dølle løber af stablen fra 1. til 4. maj.

Læs også:

Danske 80'er og 90'er hitmagere i fusion på Dølle

Dølle præsenterer kendt navn med lokale rødder

Sussi vender tilbage til Dølle

Dølle klar med flere musiknavne til årets marked

Her er hovednavnene på Dølle