Den amerikanske gigant-koncern Dupont har budt 36,3 milliarder for Danisco. Hvis det hele ender med et salg, kan det komme lokale aktionærer til gode.
Danisco, som nu står foran amerikansk milliardopkøb, var indtil juli 2008 ejer af sukkerfabrikkerne på LF - og mange lokale både dyrkere og medarbejdere på fabrikkerne er fortsat aktionærer.
Det er både et stykke dansk og lolland-falstersk industrihistorie, som nu står til at få amerikansk ejerskab.
Med et købstilbud på 36,3 milliarder kroner vil den amerikanske gigantkoncern Dupont overtage Danisco, som indtil 2008 var uhyre aktiv og markant her i området som ejer af sukkerfabrikkerne i Nykøbing og Nakskov.
Danisco valgte i sommeren 2008 at sælge Danisco Sugar for at blive en ren fødevareingrediens-virksomhed. Ny ejer af sukkeraktiviteteterne er tyske Nordzucker. Men uanset sukkerhandlen er Danisco stadig en virksomhed, som pr. tradition har mange aktionærer her i landsdelen - større og mindre. Og både blandt roedyrkere og medarbejdere på fabrikkerne, som har beholdt deres tidligere medarbejderaktier.
Hvis man ligger inde med Danisco-papirer, står man til en absolut solid gevinst, hvis salget af selskabet gennemføres. Aktiekursen steg med raketfart i går. Tilsammen vinder aktionærerne cirka 4,8 milliarder kroner, hvis man accepteter det amerikanske købstilbud.