Nu er vinderen fundet: Schweizisk virksomhed skal levere 14 batteritog

Sådan ser IC2-togene ud, der blandt andet kører på Lollandsbanen. Snart skal flere af dem skiftes ud på Lokaltogs baner i regionen. Arkivfoto: Claus Hansen

Først vandt en spansk virksomhed udbuddet om 14 batteritog i regionen, men en konkurrent klagede, og så måtte udbuddet annulleres. Nu er den nye leverandør fundet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lokaltog, der er en del af Movia, driver ni baner i regionen. Fra Tølleløse til Slagelse, fra Helsingør til Gilleleje og fra Nærum til Jægersborg, kan passagerer blandt andet køre mellem.

Men lokale kender formentlig mest til én strækning.

Lollandsbanen kunne i år fejre 150 års jubilæum, og det kan være, at der kommer nye tog mellem Nakskov og Nykøbing.

Lokaltog har afgjort, hvilken virksomhed der skal levere 14 batteritog med en option på yderligere 10 tog.

Det schweiziske firma Stadler Bussnang endte med at vinde udbuddet over to andre leverandører, der var udvalgt eller prækvalificerede til opgaven.

- I Lokaltog glæder vi os over, at vi har fundet en leverandør af vores kommende batteritog. Batteritogene skal erstatte vores IC2-tog, som har tjent os godt siden 1997. Stadlers tilbud var marginalt bedre end det CAF leverede. Det er fremtidens tog, som vi nu køber, og de skal forhåbentlig køre på vores skinner i rigtig mange år og skabe glæde hos vores kunder, siger Lars Wrist-Elkjær, administrerende direktør i Lokaltog, i en pressemeddelelse.

Kampen om kontrakten

De andre to, der kæmpede om udbuddet, var Siemens Mobility A/S og Construcciones Y Auxiliar de Ferrocarriles (CAF). Førstnævnte havde dog et forbehold, "som gør at Lokaltog både er berettiget og forpligtet til ikke at tage tilbuddet fra denne leverandør med i betragtning," skriver jernbanevirksomheden i pressemeddelelsen.

Men det er ikke første gang, at netop de tre virksomheder har budt på batteritog i Region Sjælland. Tilbage i 2022 var det ikke Stadler, men spanske CAF, der skulle levere batteritogene, og kunne gøre det billigst.

Siemens Mobility vagte at klage over udbuddet, og Lokaltogs advokat kunne konstatere, at der var en række fejl og uklarheder i udbudsmaterialet. 

Derfor måtte jernbanevirksomheden annullere udbuddet.

December 2023 havde Lokaltog dog udbudsmaterialet klar, og de samme aktører kunne igen give deres tog-bud.

Regionsrådets dom

Stadler endte altså med at vinde denne gang. Et selskab, der har produceret over 400 batteritog. Nogle af dem kører allerede i Tyskland.

Det er dog ikke endeligt besluttet, om Stadler Bussnang faktisk kommer til at levere de i hvert fald 14 tog. Aftalen skal nemlig først godkendes af regionsrådet.

Hvorvidt der kommer nye batteritog til Lollandsbanen, fremgår ikke af pressemeddelelsen.