På vej mod kæmpe overskud - men forventningerne til 2025 er mere afdæmpede

Lollands Bank er blevet betrygget i, at årets overskud lander i den høje ende af det, der tidligere er meldt ud. Arkivfoto: Claus Hansen

Lollands Bank har opjusteret forventningerne til resultatet for 2024. Men forventningerne til 2025-resultatet er en del lavere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det gik godt for Lollands Bank igen i 2024. Årsregnskabet er ganske vist ikke færdigt endnu, men banken har onsdag udsendt en fondsbørsmeddelelse, hvor man opjusterer forventningerne for hele 2024 fra et overskud før skat i størrelsesordenen 115-130 millioner kroner til et overskud på 130-132 millioner kroner.

Dermed ligger forventningerne ikke langt fra resultatet i 2023, der endte med et overskud på 142,7 millioner - det største i hele bankens historie.

Årsagen til de opjusterede forventninger skal ifølge fondsbørsmeddelelsen findes i, at der har været positive kursreguleringer i den sidste del af december måned.

Det endelige årsregnskab for 2024 kommer 26. februar.

Lavere forventninger til 2025-resultat

I samme fondsbørsmeddelelse kommer bankens ledelse også med de første forventninger til årsresultatet for 2025. Og de er noget mere afdæmpede.

Ifølge meddelelsen forventer banken et overskud før skat i størrelsesordenen 60 til 80 millioner kroner og en basisindtjening på samme niveau.

"I forventningen til resultatet for 2025 er indregnet, at banken i forhold til 2024 forventer en nedgang i renteindtægter og lavere positive kursreguleringer. Resultatet for 2025 vil i øvrigt være forbundet med en usikkerhed relateret til nedskrivninger på bankens udlån og garantier samt den geopolitiske udvikling", skriver bankens ledelse.

Til sammenligning var bankens første forventninger til resultatet for 2024 et overskud i størrelsesordenen 80-100 millioner kroner.

Læs også:

Renovering trækker ned, men bank forventer stadig kæmpe overskud

Guldregn over aktionærerne: Uddeler millioner efter rekord-år

Pengene strømmer stadig ind: Forventer endnu større overskud