Stort varehus sætter dato på: Denne dag åbner det

Det 7.000 kvadratmeter store Biltema-varehus er ved at være bygget færdig. Foto: Anders Knudsen

Byggeriet af det nye varehus ved Nykøbing er gået ind i den afgørende fase, og der er nu sat dato på, hvornår man slår dørene op for kunderne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det nye, 7.000 kvadratmeter store Biltema-varehus i Sundby L. ved Nykøbing nærmer sig åbningsdagen.

Byggeriet af varehuset er gået ind i den afgørende fase, hvor man snart tager hul på den indendørs indretning, og kæden oplyser i en pressemeddelelse, at åbningsdagen nu er fastlagt.

Det bliver lørdag 2. december klokken 8.00, at Biltema for første gang slår dørene op og byder kunderne indenfor på Lolland-Falster.

Det første spadestik blev taget 12. december sidste år, og dermed bliver det næsten på årsdagen, at kunderne kan tage varehuset i brug.

- Vi vil se frem til at byde nye og eksisterende kunder velkommen her i Nykøbing, hvor vi ikke alene vil have 19.000 artikler på lager, men også give en fantastisk indkøbsoplevelse, siger varehuschef Brian Keller i pressemeddelelsen fra Biltema.

Speeddating for jobansøgere

Ifølge pressemeddelelsen har kæden allerede modtaget mere end 250 jobansøgninger fra folk, som ønsker at arbejde i det nye varehus.

Ansættelsesprocessen er dog ikke slut endnu, og derfor holder man i samarbejde med Jobcenter Guldborgsund to "speeddating"-arrangementer i Nykøbing F. Hallen henholdsvis på torsdag, 14. september. fra klokken 9 til 13 og igen 5. oktober fra klokken 13 til 17.

- Ansøgerantallet viser, at der er stor interesse for at blive en del af Biltema Danmark og at arbejde i det nye varehus. Vi er dog ikke i mål endnu og opfordrer derfor alle til at søge eller deltage i kommende jobspeeddatinger, siger Brian Keller i pressemeddelelsen.

Biltema sælger, som navnet antyder, produkter til biler og bilpleje, men også en række andre varegrupper.

Åbningen af det nye varehus er blevet udsat nogle gange, og i februar lød meldingen fra Brian Keller, at man forventede at åbne 4. november. Men datoen bliver altså en lille måned senere.