Annonce
Guldborgsund

Autoværn står i vejen for sikkerheden

60 kilometer i timen er ifølge Per Hansen for høj en fart på Bangsebrovej. Han mener, at autoværnet er med til at gøre trafiksikkerheden endnu dårligere. Foto: Claus Hansen

Banedanmark har sat autoværn op langs dele af ny støjskærm.

NYKØBING I Nordbyen undrer beboerne sig over, hvad det nye autoværn langs Bangsebrovej egentlig skal gøre godt for. Er det først og fremmest for at passe på den metallisk funklende nye støjskærm langs jernbanen og knap så meget for at passe på trafikanterne på vejen?

Banedanmark har de seneste uger sat støjskærme op langs hele jernbanestrækningen ude fra Tingsted og ind til stationen i Nykøbing.

I Nordbyen på den 800 meter lange strækning af Bangsebrovej, hvor der kun er godt to favnes bredde mellem vejbanen og jernbanesporets tracé, er der sat et halvt meter højt autoværn op med godt en meters afstand til den tre og en halv meter høje støjskærm. Autoværnet løber langs vejkanten. Der er ingen rabat.

Autoværnet er sat op som en sikkerhedsforanstaltning, men Banedanmarks autoværn skaber ikke just sikkerhed, mener Per Hansen.

- Det er ikke lige sådan et sted, man har lyst til at stå og vente på bussen. Slet ikke hvis man står her med en barnevogn eller klapvogn, siger Per Hansen ved busstoppestedet på Bangsebrovej ud for villavejen Æblehaven.

Her kommer bus 702 forbi et par gange i timen. Der er også busstoppesteder længere oppe ad Bangsebrovej ved Violvænget og ved Guldnældevænget. Ved busstoppestederne længere op ad vejen er der heller ikke meget plads til buspassagererne, men det er værst her ved Æblehaven, mener Per Hansen, der bor i et parcelhus i Nordbyen sammen med sin kone og to små børn.

Per Hansen tager sjældent bussen, men det gør hans kone ofte sammen med parrets børn.

- De har ingen steder at vente på bussen, og når de skal stå af, går de nærmest lige ind i autoværnet.

Han er også bekymret for de gående og cyklisterne, der skal i nordgående retning op ad Bangsebrovej.

- Nu har de ikke nogen steder, de lige kan hoppe til siden, hvis der kommer et par hurtige biler fræsende forbi. Der er ikke plads. Så skal de hoppe om på den anden side af autoværnet, siger Per Hansen.

Svend Skodborg-Jørgensen fra Banedanmark måler op. Han tvivler på, at der kan skabes ret meget mere plads. Foto: Claus Hansen

Omvej ad stisystemet

Han er sådan set glad for at bo i Nordbyen. Det er en stille del af byen med moderne huse. Der blev tænkt over tingene, dengang Nordbyen blev anlagt i de glade 1990'ere. Der blev blandt andet tænkt på at lave et godt afskærmet stisystem, hvor det er sikkert at færdes. På stierne kommer højst en tunet knallert eller en elcykel fræsende forbi.

Argumentet har Per Hansen hørt før: Man kan da bare bruge stisystemet i stedet for at begive sig ud på Bangsebrovej som blød trafikant. Men argumentet køber Per Hansen ikke. For der kører jo ingen busser på stisystemet. Og der kan være andre grunde til at begive sig til fods eller cykel på den befærdede Bangsebrovej, som nu er udstyret med autoværn og støjskærm lige op og ned ad den østvendte vejbane.

- Hvis man bor oppe på Violvænget og skal herned med et brev, så skal man enten gå ned ad Bangsebrovej eller gå en stor omvej gennem stierne, siger Per Hansen og peger over på den røde postkasse, der står på en lille græsplæne lige der, hvor Æblehaven munder ud i Bangsebrovej.

Længe har Per Hansen ønsket sig, at farten på Bangsebrovej i Nordbydelen af vejen bliver sat ned. Bilister må køre 60 kilometer i timen på den lange lige strækning. Uforsvarligt, mener Per Hansen. Nu hvor autoværnet og den tilhørende støjskærm har skabt en endnu mere prekær trafiksituation på vejen, er ønsket om at få farten ned kun blevet større.

- Efter min mening bør det ikke være tilladt at køre mere end 50 kilometer i timen, ligesom det er dernede, siger Per Hansen med udstrakt arm i retning af den lille bebyggelse Bangsebro godt en halv kilometer nede ad vejen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Håb om en bussluse

Dernede er vejbanen også blevet indsnævret. Det ser Per Hansen også gerne ske på den 800 meter lange lige del af Bangesebrovej ved Nordbyen.

Oppe på Parkvej nummer 37 sidder Jan Uhre-Nielsen. Han arbejder i Center for Teknik og Miljø i Guldborgsund Kommune. Jan Uhre-Nielsen har heller ikke just armene oppe over hovedet over Banedanmarks nyopsatte autoværn.

- Vi har været ude for at besigtige forholdene. De er ikke tilfredsstillende. Der er ikke meget plads derude. Jeg tror godt, at Banedanmark kan lave en lille bussluse ved stoppestedet ved Æblehaven. Autoværnet kan flyttes længere ind mod støjskærmen. Der er en meters penge at give af, så det burde kunne lade sig gøre, siger Jan Uhre-Nielsen, der lover, at han personligt vil tage kontakt til Banedanmark for at få løst problemet.

Og, understreger han, alle ændringer bliver helt for Banedanmarks regning.

Ude ved busstoppestedet ved Æblehaven standser en hvid bil. Banedanmark står der med sorte bogstaver på siden. En midaldrende mand med orange T-shirt og shorts, hat på hovedet og flerfarvede strømper i sandalerne stiger ud af bilen. Svend Skodborg-Jørgensen hedder manden. Udførelseskoordinator hos Banedanmark på Femernforbindelsen står der på visitkortet.

Svend Skodborg-Jørgensen har fået et opkald fra hovedkontoret i København. Folketidende er begyndt at interessere sig for autoværnet, lød beskeden. Så Svend Skodborg-Jørgensen besluttede sig for ved selvsyn at se nærmere på autoværnet.

Han hiver et målebånd frem og måler afstanden mellem autoværnet og støjskærmen. Efter et par minutters grublen må Svend Skodborg-Jørgensen konstatere, at det bliver svært at gøre alle tilfredse.

- Problemet er, at der bliver nødt til at være et vist mellemrum mellem autoværnet og støjskærmen, så autoværnet kan give sig, hvis der sker en kollision med et køretøj. Så der skal mindst være 80 centimeters afstand, siger Svend Skodborg-Jørgensen.

Men Svend Skodborg-Jørgensen er en mand, der er til at forhandle med. Han kan godt se, at autoværnet volder problemer. Der kan måske findes en løsning. I hvert fald for buspassagererne.

- Man kan muligvis fjerne et lille stykke af autoværnet lige her ved busstoppestedet og så skabe en lille buslomme. Men jeg har svært ved at se, at vi kan flytte resten af autoværnet længere ind mod støjværnet. Der er simpelthen ikke plads, siger Svend Skodborg-Jørgensen.

Buspassagererne på Bangsebrovej kan altså måske se frem til et helle i trafikken. Men autoværnet vil også fremover stå i vejen for sikkerheden for gående og cyklister på den lange lige vej.

  • 60 kilometer i timen er ifølge Per Hansen for høj en fart på Bangsebrovej. Han mener, at autoværnet er med til at gøre trafiksikkerheden endnu dårligere. Foto: Claus Hansen
  • Svend Skodborg-Jørgensen fra Banedanmark måler op. Han tvivler på, at der kan skabes ret meget mere plads. Foto: Claus Hansen
Annonce
Guldborgsund

Sejler snart igen: Kom gratis med færgen

Guldborgsund

Micke fik stjålet sin bil, da han selv var ude for at stjæle: Nu beder han om hjælp

Annonce
Annonce
Lolland

Efter tre års kamp: Byen får sin købmand tilbage

Guldborgsund

Micke fik stjålet sin bil, da han selv var ude for at stjæle: Nu beder han om hjælp

Guldborgsund

Sejler snart igen: Kom gratis med færgen

Indland

Yngre læge tiltalt for seksuelle overgreb på sine døtre

Lolland

Lynda fik "en skidegod idé" - nu åbner hun overraskende sted: - Jeg har været igennem et sikkerhedskursus

112

Næsten fordobling: Antallet af indbrud stiger på Lolland

Maribo

Tilbage til rødderne: Klaus halverer forretningen for at fordoble glæden

Indland

Rekordmange personer fik sidste år konstateret diabetes

Indland

To personer fundet døde i sø

Indland

Lastefolk i Københavns Lufthavn strejkede over vagtplaner

Lolland

Billig brændstof lokkede mange til pistolerne

Guldborgsund

Helt gratis for børn og familier: Kommune inviterer i zoo

Guldborgsund

Vild galla-entré: Se elevernes særlige, sjove og skøre ankomst

Sport

Efter tre store øretæver: - Synes vi havde fortjent mere mod AB

Vejret

Lunt forårsvejr begynder lørdag med op mod 15 graders varme

Annonce
Annonce
112

Alvorlig trafikulykke: Mand fløjet væk med helikopter

112

Fulde og fartglade bilister stoppet

Vejret

Rekord slået: Drivvåd april er den vådeste i 150 år

Lokal nyt

Se kortet: Her kan du tanke billigt i weekenden

112

Drøner ind i politibil: Så røg bil og kørekort

112

Eftersøgt i knivstikker-sag er stadig på fri fod

Indland

Store bededag markeres med lukkede skoler og fri til ansatte