Borgere vil have standset salg af havne-overnatninger
Fra venstre er det Henrik Græsdal fra Strandvejen 89 og naboen Ole Damkjær Nielsen fra Strandvejen 91 - begge flexboligejere og underskrivere på den klage, som seks myndigheder nu har modtaget og skal tage stilling til i forhold til, om Guldborgsund Kommune overholder gældende regler omkring parkering og overnatninger i forbindelse med gæstende autocampere på havnen i Nysted. Privatfoto
Privatfoto, FT
En gruppe af borgere mener, at Guldborgsund Kommune går for langt, når der annonceres med overnatninger til 225 kroner for autocampere på Nysted Havn. Havnechef afviser og henviser til, at der netop ikke sælges overnatninger men blot badebilletter.
At købe et "autocamperdøgn" har ikke noget med parkering at gøre.
Det er den klare holdning hos Henrik Græsdal, der som flexboligejer på Strandvejen i Nysted sammen med naboer og Nysted Strand Camping har klaget til seks forskellige myndigheder over det, de mener er en kommunal etablering af en ulovlig campingplads for autocampere i Nysted Havn.
Går lige skridtet videre
- Alle må gerne holde på en offentlig parkeringsplads, og man må gerne raste. Men når du annoncerer med, at en autocamper kan booke et døgn til 225 kroner, så går du lige skridtet videre. Så lejer du en overnatning ud, mener Henrik Græsdal.
Han er selv advokat med speciale inden for kommuners retsforhold. Den omfattende klageskrivelse rummer blandt andet - som omtalt for nylig i Folketidende - en henvisning til eksempelvis fredningsbestemmelser og og en fortidsmindebeskyttelseslinje, som klagerne mener, at en del af de offentlige parkeringspladser i den sydlige ende af havnearealerne kan komme i karambolage med - hvis der eksempelvis skal holde en autocamper med tilslutning til et strømstik.
Hvis man stiller autocampere op inden for 100 meter af Skansen med mulighed for at benytte strømstik, så kan det være strafbart
Henrik Græsdal, flexboligejer og advokat med speciale i kommuners retsforhold
- Hvis man stiller autocampere op inden for 100 meter af Skansen med mulighed for at benytte strømstik, så kan det være strafbart, mener Henrik Græsdal.
Baggrunden for klagen er, at Henrik Græsdal og resten af klagerne henviser til, at den kommunalt ejede Nysted Havn igennem de senere år har suppleret indtægterne på det, som klagerne mener er en "uhjemlet drift af campingplads for autocampere på Nysted Havn".
Konkurrerende virksomhed
- Vi mener, det er konkurrerende virksomhed, som kommunen er ude i. Der ligger en campingplads få hundrede meter væk, som har investeret mange penge i at håndtere skrald og tømning af tanke fra autocampere. Men det må Ankestyrelsen tage sig af. Det er min forventning, at den går ind i sagen, ligesom de resterende myndigheder inden for hver deres område, siger Henrik Græsdal.
Over for Folketidende har havnemester for Guldborgsund Havne Jan Barsøe Lauridsen tidligere slået fast, at der fra hans perspektiv er tale om helt almindelige offentlige parkeringspladser på havnen i Nysted, hvor også autocampere kan holde som alle andre. Som led i den igangværende havnerenovering vil der nu fremover også være en håndfuld strømstik, som kan bruges af eksempelvis overnattende autocampere.
- Jeg mener ikke, vi overtræder nogen regler. Vi sælger muligheden for, at man kan bruge strømstik og bruge havnens faciliteter som bad og toilet. Vi sælger ikke overnatninger til autocampere. Hvis der kommer en autocamper og bare vil parkere, er det helt fint. Ligesom alle andre biler på en offentlig parkeringsplads. Og hvis de har brug for strømstik og for at benytte bad og toilet, kan man eventuelt tilkøbe det, hvis man har brug for det. Vi sælger sådan set bare en badebillet, og autocamperne køber ikke en overnatning. De må også gerne raste på pladsen som alle andre, siger Jan Barsøe Lauridsen.
Tror ikke på argumentet
Henrik Græsdal kender til argumentet fra Guldborgsund Havne, og han afventer nu sagens gang i de forskellige myndigheder, der er klaget til.
- Det vigtigste for os er, at vi er lige for loven, og at de regler, som de respektive myndigheder skal påse bliver overholdt, også bliver det af Guldborgsund Kommune. Vi mener, du køber en overnatning, som du kan booke på to tilgængelige hjemmesider. Der er ikke nogen, som giver 225 kroner for at holde og lave en kop kaffe og så ellers køre videre igen. Der er tale om et endemål for din rejse. Det er en klar omgåelse af reglerne, for man tjener penge på at reklamere for og sælge en overnatning. Det handler ikke bare om at få udgifterne dækket. Hvis jeg havde to autocampere holdende i indkørslen for at leje dem ud og tjene penge på overnattende gæster, så ville det jo også være ulovligt, siger Henrik Græsdal.
Om klagen
- To par flexboligejere på Strandvejen samt Nysted Strand Camping har indsendt en fælles klage til seks forskellige myndigheder over det, de opfatter som en ulovlig kommunal etablering af en autocamperplads eller campingplads for autocampere i den sydlige ende af Nysted Havn.
- Ifølge gruppen af klagere så krænker Guldborgsund Kommune en lang række bestemmelser i sagen, som her er listet op:
- Forbud mod drift af campingpladser efter sommerhusloven/campingreglementet, formålet i den bevarende lokalplan N 15, kulturarvsbeskyttelseslinje på 100 meter for fortidsminde Skansen ved det fredede hus ”Røgehuset” jf. Naturbeskyttelseslovens § 18, fredningsbestemmelse for Fredningen af Nysted Nor og strandbeskyttelseslinjen, Ramsarområde og Natura 2000-beskyttelse, kommunalfuldmagtsreglerne om erhvervsmæssig drift af campingplads med en campingplads beliggende 500 meter væk med alle faciliteter samt forvaltningsretlige regler.