Autocampere på havnen? Fonden nægter at blande sig i Nysted-strid

I de senere år er der kommet flere og flere autocampere til havnearealerne i Nysted. Her er der i øjeblikket ved at blive skabt endnu bedre parkeringsforhold med mulighed for brug af strømstik på en håndfuld pladser. Privatfoto

Der arbejdes på at få Nysted Havn udpeget til Maritim Kulturhavn af Skibsbevaringsfonden, som ikke har nogen holdning til autocampere eller ej på havnearealerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skibsbevaringsfonden har ikke nogen holdning til, hvordan Guldborgsund Kommune bør vælge at indrette sig på Nysted Havn i forhold til eventuelle parkeringspladser, hvor der også kan holde autocampere.

Det slår projektrådgiver Nanna Folke Olsen fra Skibsbevaringsfonden fast, da Folketidende spørger til Nysteds chancer for at blive udpeget til Maritim Kulturhavn samtidig med, at der nu også med nye strømstik arbejdes på at skabe parkeringspladser på havnearealerne, hvor det kan være attraktivt for eksempelvis autocampere at tage en overnatning. 

Stor søgning

Som tidligere omtalt i Folketidende arbejdes der fra kommunens side på at realisere en udpegning af Nysted som Maritim Kulturhavn, og den opgave forsøger Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune at løfte.

Læs også: Borgere vil have standset salg af havne-overnatninger

Opgaven med at blive den næste udpegede Maritim Kulturhavn - i øjeblikket er der kun Middelfart Gl. Havn - er der også mange andre politikere rundt omkring i landet, der forsøger at komme i mål med.

Vi ønsker derfor heller ikke at blive spændt for nogens vogn i forhold til, hvordan man rundt omkring ønsker at udvikle havnene

Nanna Folke Olsen, projektrådgiver i Skibsbevaringsfonden

- Vi oplever en meget stor søgning fra hele landet i forhold til at blive udpeget som Maritim Kulturhavn, og vi får jævnligt henvendelser fra folk, som gerne vil have os til at mene noget om eksempelvis autocampere. Men det er altså ikke det, der er sigtet for vores arbejde. Vi ønsker derfor heller ikke at blive spændt for nogens vogn i forhold til, hvordan man rundt omkring ønsker at udvikle havnene, siger Nanna Folke Olsen.

Fokus på en bedding

Projektrådgiveren slår også fast, at Skibsbevaringsfonden arbejder på eksempelvis at sikre en gammel bedding, der gør det muligt at få gamle træskibe trukket på land og her få dem repareret i de danske havne.

- Folk vil gerne have noget at kigge på i vores havne, og her kan en gammel bedding være en vigtig ting at bevare. Men vi er ikke et museum, og vores havne skal også udvikle sig, understreger Nanna Folke Olsen.

Maritim Kulturhavn

  • Det er det helt unikke maritimt-kulturelle miljø i Nysted, som gør, at Nysted Havn er i spil til at blive udpeget som Maritim Kulturhavn.
  • Skibsbevaringsfonden ønsker at skabe fokus på de mange positive effekter, levende havnemiljøer med skibe langs kajen giver og synliggøre de havne, som udmærker sig på det område. 
  • Fonden har derfor igangsat projektet Maritime Kulturhavne, hvor fonden indgår partnerskaber med havne, som har maritime kulturmiljøer, der er værd at bevare, og som skaber gode rammer om historiske skibe.
  • Den Maritime Kulturhavn er stedet, hvor der skabes sammenhæng mellem attraktive, historiske havnemiljøer, et aktivt maritimt relateret erhvervsliv og den sejlende kulturarv. Hvor havnen beskyttes, benyttes og udvikles til gavn for bevaringen af både den sejlende kulturarv og byens udvikling.