Danmarksmester, sejler og squaredancer: "De tror ikke på det", men lørdag runder Aase 100 år

Om kun ganske få dage kan Aase Johansen skrive sig ind statistikken over borgere i Guldborgsund, der er 100 år og mere. Hun tager imod Folketidende på etagen, som hun deler med to andre kvinder. Den ene, Lilli Brandt, fyldte 100 år for cirka et halvt år siden. På lørdag kommer turen til Aase.

- Jeg har boet her i lidt over 20 år, fortæller hun og betror mig, at hun godt nok ikke er født og opvokset på Lolland-Falster. Hun er født i Vejle og boede i en årrække i København, Glostrup, på Stevns og siden i Nysted, inden turen gik til Sakskøbing.

- Så jeg er tilflytter.

Folketidendes udsendte fortæller om, hvordan tilflyttere ellers trækker middelevetiden ned på Lolland og Falster. Det griner vi lidt af fra hver vores bløde stol i lejligheden i det høje hus ved havnen.

Vender mig stadig rundt

At Aase Johansens høje alder ikke er så usædvanlig, som man måske skulle tro, skænker hun ikke mange tanker. Hun har haft et godt liv og savner mest sin mand Hans Peter, så hun fortsat havde en at dele det med. Han døde i år 2001, 82 år gammel, efter 56 års ægteskab. Børn fik de aldrig.

- Nogle gange vender jeg mig stadig rundt for at sige det, hvis jeg ser noget i fjernsynet, som ville have interesseret ham, lyder det.

Meget er sket siden 1925. Parrets første lejlighed i Vester Voldgade, som de boede i i efterkrigstidens København, kostede 25 kroner i leje. Han var brandmand, og hun ville egentlig være frisør og startede på uddannelsen, men endte i flere forskellige job og som hjemmegående novice i hus med egen have, da de forlod storbyen.

- Jeg glædede mig faktisk til livet med strithår og uden sminke på landet, husker hun, der lige før flytningen arbejdede hos en guldsmed, hvor man gik meget op i udseendet.

Hjem klokken 4 om morgenen

I 1980 flyttede de til Nysted.

- Livet var frit. Vi var meget ved vandet, hvor vi sejlede ud og så sæler på Rødsand eller badede fra båden. Klokken kunne sagtens blive 4 om morgenen, før vi kom hjem. Vi begrænsede ikke hinanden og havde ingen strid. Jeg har dyrket så meget sport. Jeg har flere gange været danmarksmester i bordtennis, fortæller Aase Johansen.

Hun byder på et marcipanbrød.

- Jeg er ikke selv så meget til det. Jeg vil hellere have en frikadelle.

Tror du, det kan forklare din høje alder?

- Måske, men jeg tror også, der er noget i generne. Og selvom jeg ikke går så godt længere, har jeg rimeligt stærke lårmuskler af alt det sport, jeg har dyrket. Jeg sidder faktisk sjældent stille så længe, som vi har gjort nu. Kan du se, jeg er lidt urolig? spørger hun.

Joh, det er der noget om.

Tror ikke på hendes alder

Selvom benene ikke helt vil, som hun vil, og hørelsen indimellem også driller lidt, er Aase Johansen virkelig frisk. Hendes hjem er nydeligt, udluftet, og der er friske blomster i vaserne. Håret er sat, og der er læbestift på læberne. Mange tror ikke på, at hun snart er 100 år.

- Det er faktisk den reaktion, jeg ofte får, når folk hører om min alder. De tror ikke på det, siger hun med et lille suk.

Det er også svært at se, men ikke kun på grund af den pæne hud. For der er noget med Aases øjne. De har stadig glimt.

- Ja, det har de nok, men jeg skal sige dig. Det er nok fordi, jeg er så nysgerrig. Det har jeg altid været. Jeg har altid villet noget og falder altid i snak med folk, hvis jeg er ude at gå.

Aldrig det samme

Udover sin mand savner Aase, at hun kan komme mere omkring til byerne. At gå fra butik til butik. Hun er ikke længere så god til mange mennesker og bliver træt, hvis hun kommer i teatret.

- Men jeg kunne godt tænke mig, det var mere som før corona her i huset. Dengang besøgte vi hinanden lidt mere. Fik en tår kaffe og en sludder. Det er aldrig blevet helt det samme. Om sommeren går jeg så meget, jeg kan. Om vinteren kan det godt blive lidt trist. Jeg er alene om at sørge for alt. Men jeg lever højt på et spændende liv, et frit liv. Og får jeg et flabet svar, når jeg ringer til nogen, minder jeg dem om, at se på mit cpr-nummer. Så bliver de altid meget flinke, siger Aase Johansen og øjnene gnistrer igen.

Er der noget, du mangler at opleve?

- Nej det synes jeg ikke. Jeg vil gerne rejse, men det er for besværligt. Så det eneste, jeg tænker er, at jeg så gerne vil kunne, hvad jeg har kunnet. Spille bordtennis og danse squaredance.