Præst til rørt familie: - Han kan stadig være jeres forbillede

NYKØBING: Meningsløsheden lå tungt over Lindeskovkirken lørdag formiddag, hvor cirka 180 mennesker fyldte kirken op for at tage afsked med en god ven, en god kollega og en fantastisk far og mand.

Bjørn Ohlendorff Krohn havde på egen hånd vandret 326 kilometer på Caminoen i Spanien i Guds eget skaberværk, da han sov roligt ind på sit værelse på et lille, tyskejet hostel.

Han manglede kun 157 kilometer for at have gennemført den rejse, han havde glædet sig til, siden han var ung. Den skulle give ham tid til at reflektere. Finde en opskrift på åndelig fornyelse, som er svært i et travlt liv.

- Vi var mange, der havde ønsket ham en rigtig god tur. Vi vidste bare ikke, at turen skulle gå helt hjem. At vores "på gensyn" skulle få en evighedsbetydning, lød det i talen fra sognepræst Dan Månsson.

Artiklen fortsætter under billedet...

Det var egentlig meningen, at Dan Månsson bare skulle have dækket ind og taget Bjørn O. Krohns gudstjenester et par søndage, indtil han kom hjem - efter planen i denne uge.

Og vi kan bilde os ind, at vi forstår det. At det på en eller anden måde giver mening, at han lørdag stod foran Bjørn Krohns kridhvide kiste og læste de lignelser om Lazarus, som Bjørn holdt så meget af, fordi han i aller bogstavligste forstand fandt sin Gud på den rejse.

Alligevel er det svært at finde mening i, at en mand på 48 år skulle herfra allerede - med så meget ulevet liv tilbage.

Mennesker gjorde et indtryk

Han var altid nobelt klædt på, og det var han også som barn. I børnehaven havde han skjorte og butterfly på - én af dem var lavet af plastik og kunne sprøjte med vand. Det fik forældrene en lille påtale for at pædagogerne.

Han læste bøger og var spørgelysten, og forældrene sendte ham til spejder for at få lidt aktivitet ind i hans liv. Han stoppede hurtigt igen og fandt i stedet et frirum i kirken.

Artiklen fortsætter under billedet...

Da han var 13 år, fandt han ud af, at han ville være præst. Han kunne faktisk finde på at pjække fra skole for at sidde i kirken.

Tårerne blev afløst af latter, da den anekdote blev læst op.

Men der var én ting, som først skulle klares. Han skulle døbes, og det blev han som 18-årig. Kort tid efter begyndte han på teologistudierne i København, og selvom det efterhånden er længe siden, så havde en del af de mennesker, der tog afsked med ham i Nykøbing, kendt ham siden dengang.

- Mennesker gjorde et indtryk på ham, fortalte Dan Månsson og kiggede ud over forsamlingen foran sig.

Her var mennesker, som Bjørn Krohn bogstaveligt talt har samlet op og hjulpet - og efterfølgende bevaret kontakten med.

Der var konfirmander, som han netop nåede at fejre, før han rejste til Spanien umiddelbart efter påsken. Der var mennesker fra andre kommuner, som bevidst har valgt ham til at døbe deres barn, fordi han omfavnede dem som ingen andre.

- Han var sådan en præst, som alle præster burde være, lød det fra én.

Så ukonkret et savn

Han var menighedspræst, og han var et familiemenneske.

- Han kan stadig være jeres forbillede, sagde Dan Månsson og kiggede på hustruen Anna og døtrene Victoria og Kristine.

- Men der kommer ikke flere beskeder. Ikke flere smil. Savnet bliver så ukonkret.

Og der var stille i kirken.

Lommetørklæder lå efterladt på bænke og på fliserne udenfor, da rustvognen kørte ham til Vejby Kirke i Nordsjælland, hvor han vil blive begravet.

Imens billeder af familiemennesket Bjørn Krohn i Legoland, i Athen, med en nyfødt datter i favnen og med en lykkelig brud i hånden tonede frem, rumsterede teksterne i hovedet fra særligt sangen "Jeg er fremmed, jeg er pilgrim":

Jorden har ej den ro, jeg søger/nej jeg længes/nej, jeg længes mod Guds stad/ der græder ingen, dér ender nøden/ dér bor ej sorgen, did når ej døden. 

Kolleger i sorg: Lokal sognepræst død