Skandaleskolens priseksplosion: Brædder frikender Bo-Hus - ansvaret ligger et helt andet sted
Det er ifølge John Brædder fra Guldborgsundlisten "absolut" ikke Bo-Hus' ansvar, at regningen for at bygge skolen færdig løber op i 172,9 millioner kroner. Arkivfoto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Hvem har ansvaret for, at Sundskolen skal koste 172,9 millioner kroner at bygge færdig? Hvis du spørger den tidligere borgmester, er det i hvert fald ikke Bo-Hus eller ham selv.
Tidligere borgmester og formand for Guldborgsundlisten, John Brædder, befandt sig "nærmest i en tilstand af chok", da han hørte tallet. 172,9 millioner kroner vil det koste at gøre Sundskolen færdig, kom det torsdag frem.
Den svanemærkede og prisvindende skole har siden totalentreprenøren Bo-Hus’ konkurs tilbage i 2022 mere eller mindre sygnet hen i Sundby.
Og firmaets konklusion er klar. Det var usandsynligt, at Bo-Hus kunne bygge den til 143 millioner kroner. Et beløb, som Guldborgsund Kommune og eksterne rådgivere vurderede skolen skulle koste, og den fastlagte pris, den blev sat i udbud til.
Oktober 2016: I budgettet for 2017-2020 afsættes 61,2 millioner kroner til at renovere Sundskolen, som er fra slutningen af 1960'erne.
Februar 2017: Børn-, Familie- og Uddannelsesudvalget orienteres om, at en renovering skønnes at ville koste 124 millioner kroner, mens en ny skole bliver anslået at ville koste 125-145 millioner kroner.
Juni 2017: Børn-, Familie- og Uddannelsesudvalget orienteres om, at prisen for en ny nu ventes at blive 172,5 millioner kroner.
August 2017: Byrådet beslutter, at der skal bygges en ny skole, men økonomien skal undersøges.
Oktober 2018: I aftalen om kommunens budget for 2019-2022 afsættes omkring 116 millioner kroner til byggeriet af en ny skole.
Sommeren 2019: Byggeriet udbydes i en arkitektkonkurrence med en forventning om en anlægsramme på 143 millioner kroner.
2019-2021: Byrådet afsætter samlet set 175 millioner kroner til hele projektet. 150 millioner kroner til selve byggeriet og yderligere 25 millioner kroner til øvrige omkostninger – herunder grundkøb, infrastruktur, inventar, rådgiver med videre. Byggeriet finansieres ved leasing, hvilket betyder, at kommunen deponerer 150 millioner kroner.
10. maj 2021: Borgmester Simon Hansen (S) tager sammen med to skoleelever første spadestik til byggeriet. Planen er, at skolen skal åbne efter sommerferien i 2022.
28. juni 2022: Rejsegilde. Corona og krigen i Ukraine har forsinket byggeriet, som først ventes klar til åbning efter sommerferien 2023.
Bo-Hus var ikke alene om at byde sig til. Tre andre mente også, at de kunne opfylde skoledrømmene for den pris. Netop af den grund mener John Brædder "næppe, at man kan beskylde totalentreprenøren (Bo-Hus, red.) for at have givet bud på noget, der ikke var realistisk muligt".
Faktisk mener John Brædder "absolut ikke", at entreprenøren har et ansvar for, at regningen for at færdiggøre skolen nu løber op i 172,9 millioner kroner.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Sådan så Sundskolen ud onsdag. Nu skal den bygges færdig, men det bliver en bekostelig omgang. Foto: Lars Henriksen. Foto: Lars HenriksenLars Henriksen
Den dyre coronatid
For at finde ud af, hvorfor vi er endt, hvor vi er, skal vi ifølge John Brædder i første omgang tilbage til coronatiden.
Materialerne kunne ikke leveres til tiden, og priserne steg voldsomt under pandemien. Og da byggeriet ikke var færdig til tiden, og kommunen savnede dokumentation, varslede den, at Bo-Hus ville få dagbøder. 311.000 kroner om dagen fra 4. november, hvilket ville løbe op i 30 millioner.
John Brædder mener omvendt, at kommunen burde have sløjfet dagbøderne og i stedet have givet Bo-Hus flere penge for at undgå konkursen.
- Fra kommunens side mener jeg, at man forsømte at få denne aftale forhandlet på plads (aftale mellem kommunen og Bo-Hus, red.), og dermed står man nu tilbage med en regning på over 170 millioner kroner.
Ikke borgmesterens ansvar
Annonce
Arkitektfirmaet H+ mener ikke, at prisstigningerne og bøderne alene forklarer, hvorfor byggeprisen stak af. Skolen kunne aldrig være bygget til 143 millioner kroner.
John Brædder holder dog fast i, at Bo-Hus ikke står med et ansvar netop fordi, at andre entreprenører også bød på skolebyggeriet.
Bo-Hus valgte for eksempel selv at byde ind med, at byggeriet skulle være svanemærket. Det har altså selv budt ind med noget for at give skolen et ekstra plus. Så står Bo-Hus ikke tilbage med et ansvar?
- De ekstra plusser, der blev lagt oveni på daværende tidspunkt, var reelt noget, der kunne laves inden for rammen, hvis man blot tænkte det ind i byggeriet fra start. Det er absolut ikke det, at skolen skulle være svanemærket, der gør, at det ikke hang sammen.
Bo-Hus går konkurs
5. december 2022: Guldborgsund Kommune og Bo-Hus mødes. Byggeriet af skolen er løbet ind i problemer. Krigen i Ukraine har fået prisen på byggematerialer til at skyde i vejret og i nogle tilfælde gjort det svært at skaffe materialerne. Oveni har coronakrisen og vejret udløst forsinkelser. Bo-Hus kræver ekstra betaling på grund af de fordyrede byggematerialer, men Guldborgsund Kommune savner dokumentation og varsler dagbøder på 311.000 kroner om dagen fra 4. november på grund af forsinkelsen - i alt 30 millioner kroner.
9. december 2022: Bo-Hus begæres konkurs. Kommunen sætter gang i at få byggeriet lukket af mod vind og vejr og konstaterede i den forbindelse flere byggetekniske fejl.
13. december 2022: Per Jørgensen, indehaver af Sæbefabrikken i Nykøbing og bror til Bo-Hus-direktøren Bo Jørgensen, og Jan Sørensen, indehaver af MSE Entreprise i Nørre Alslev, stifter et nyt selskab, som i en delvis virksomhedsoverdragelse overtager Bo-Hus' navn, telefonnumre, e-mailadresser, hovedsæde, materiel og en del af de igangværende entrepriser og medarbejdere.
Maj 2023: Gråkjær Erhverv A/S går i gang med at klimasikre facader og vægge.
August 2023: Færdiggørelsen af skolen sendes i EU-udbud, så en ny entreprenør kan findes.
November 2023: Efter at have modtaget en syn- og skønsrapport konstaterer kommunen, at der er så store skader på byggeriet, at udbuddet må stoppes. Der er blandt andet revner i gulvet, vinduer er fejlmonteret og taget er utæt.
Januar 2024: Tre ansøgere er prækvalificeret i en ny udbudsrunde.
Maj 2024: Guldborgsund Kommune indgår aftale med en ny totalrådgiver.
Oktober 2024: I aftalen om kommunens budget for 2025-2028 estimeres den samlede anlægsøkonomi til 220 millioner kroner. Kommunen deponerer derfor yderligere 70 millioner kroner.
Januar 2025: Resultat af udbud af entrepriser viser, at det vil koste 172,9 millioner kroner at færdiggøre byggeriet.
Februar 2025: Byrådet skal tage stilling til en indstilling om at deponere yderligere 90 millioner kroner, så der i alt deponeres 310 millioner kroner.
Byggeriet skal efter den nye plan stå færdig til skolestart efter sommerferien i 2026.
Igen vender han tilbage til, at det er stigninger i materialepriser og leveringsproblemer, der er "den eneste årsag", som han siger.
Du var borgmester, da det skulle besluttes, hvem der skulle være totalentreprenør. Har du ikke det politiske ansvar for, at vi er, hvor vi er, nu?
- Jeg må henvise til den daværende formand for Børne- og Undervisningsudvalget, da det var i det udvalg, beslutningen blev taget.
Så du mener ikke, at du har noget politisk ansvar for den beslutning, der blev truffet dengang?
Annonce
- I og med at vi har udvalgsstyre, så er det udvalgene, der tager beslutningen om, hvem der skal bygge denne skole. På daværende tidspunkt var det Børne- og Undervisningsudvalget, der tog beslutningen om det.
Simon Hansen var dengang formand for udvalget og altså ham, John Brædder refererer til. Når Folketidende foreholder Simon Hansen til borgmesterkonkurrentens udtalelser, henviser han til det, han allerede har sagt til Folketidende.