Tværgade 14-18 i Nykøbing er solgt.
Det vil sige, at det drejer sig om flere dele af den vej i Nykøbing, hvor Folketidende har lokaler og holder til, og hvor Radio SydhavØerne blandt andet sender fra.
Salget af ovennævnte adresser betyder, at der i disse dage og uger er i gang i en større udflytningsproces, hvor lokaler skal tømmes, Folketidende-medarbejdere have nye placeringer, og en større ombygning er sat i værk.
Fundet af håndværkere
Det betyder naturligvis, at der går håndværkere rundt i huset, og midt i deres nedrivning gjorde de et opsigtsvækkende fund.
Gemt inde i væg og isolering på den gamle sportsredaktion dukkede der nemlig en flaske Jägermeister op. I ganske fin stand. Men dog tom.
Hvem der har placeret den der og hvorfor, er fortsat et ubesvaret spørgsmål, men der er ingen tvivl om, at den har stået der i længere tid.
Et større arbejde er altså i gang i Folketidendes lokaler, der skal ruste sig til fremtiden. Og det har naturligvis medført flere spørgsmål, som her forsøges besvaret af Folketidendes chefredaktør, Ole Sloth.
- Hvorfor har Folketidende solgt fra?
Fordi en række af de aktiviteter, ejendommen tidligere husede, ikke længere er. Fx ugeaviser, der for år tilbage blev fusioneret ind i det, som i dag er Ugeavisen Guldborgsund og Ugeavisen Lolland.
- Hvem har købt, og hvad var salgsprisen?
- Det må man søge oplysninger om i Tingbogen, hvis man er nysgerrig. Indtil da er det en fabrikshemmelighed.
- Hvor skal avis og radio nu bo?
Nybygget radiostudie
- Radio SydhavsØerne flytter ind i et helt nybygget radiostudie i Tværgade 20 i Nykøbing. Hér vil man i fremtiden kunne følge med fra gaden, når vi sender live.
- Er Folketidende i krise, siden der både har været sparerunder og nu altså frasalg af fast ejendom?
- Nej, Folketidende er ikke i krise. Mediebranchen har i 2022 og 2023 gennemlevet to historisk turbulente år, men vi er med vores tilpasningsplaner, ny strategi og omstruktureringer gearet til fremtiden. Frasalget af vores naboejendom i Nykøbing skal ses i lyset af, at vi ønsker at samle Falster-aktiviteterne på én adresse.
Nyt, moderne mediehus
- Hvad er planen for de mange kvadratmeter i Nakskov, og hvad skal der ske med de redaktionelle medarbejdere der, hvis det også sælges?
- Vores ejendom i Nygade i Nakskov er til salg. Årsagen er den samme: At vi har aktiviteter og funktioner, som var engang, men ikke er der længere. Vi vil stadig have en repræsentation i Nakskov. I fremtiden vil det være i et mindre lokale på en anden adresse i byen, som vi går på jagt efter, når Nygade er solgt.
- Hvad skal der ske med Tværgade 20?
- Tværgade 20 i Nykøbing skal huse et nyt, moderne mediehus. Det projekt går vi i gang med at forløse senere på året. Vores mediehus er fra en tid, hvor medieproduktion krævede meget plads. Vi havde rotationspresse i kælderen og en skrivemaskine per mand, lysborde, typografer osv. Teknologien har gjort, at vi kan producere vores medier på langt mindre plads, lyder det fra chefredaktør, Ole Sloth.