Virksomheder med behov for udenlandsk arbejdskraft er frustrerede over, at processen skal være så besværlig.
Langsom sagsbehandling, høje gebyrer og konstante ændringer af love og regler for udlændinge får højtkvalificerede folk til at fravælge Danmark, når de søger et job uden for deres egne landegrænser.
Det fastslår erhvervsorganisationen Dansk Industri, der varetager interesserne for mange af landets store virksomheder.
- Disse faktorer går igen, når vores medlemmer henvender sig, fordi der er problemer med at få arbejdskraft til Danmark, som kommer fra lande uden for EU, siger Lasse Bank, arbejdsmarkedspolitisk konsulent hos DI.
Problemet er aktualiseret efter sagen med en indisk it-ingeniør og forsker i avanceret mobilteknologi, der stod til udvisning af Danmark.
Organisationen har flere gange understreget nødvendigheden af at tiltrække fremmed arbejdskraft, hvis Danmark skal bevare velfærdssamfundet og klare sig i den internationale konkurrence.
- Og det vil vi blive ved med. Der findes faktisk gode ordninger med flere forskellige muligheder, når udlændinge skal søge arbejde og ophold i Danmark.
- Men vi må konstatere, at der er behov for enklere regler og en hurtigere sagsbehandling, tilføjer Lasse Bank.
DI ønsker principielt ikke at kommentere konkrete sager som den aktuelle med it-ingeniør Bipjeet Kaur, der i første omgang fik afslag på ophold i Danmark.
Mandag besluttede Udlændingeservice at behandle en ny ansøgning om opholdstilladelse.
Ingeniøren og hendes syge søn får lov at blive i landet, mens sagen behandles, men skulle ellers have forladt Danmark på torsdag.
- Det er selvfølgelig skidt for vores omdømme og for muligheden for at tiltrække arbejdskraft udefra, når sådanne eksempler spredes over hele verden i løbet af få minutter, siger DI's konsulent.
Men kontorchef i Udlændigeservice Annedorte Elklit Pedersen afviser påstanden om, at dygtige udlændinge skræmmes væk.
- Udlændingeservice har i årevis understøttet en eksplosivt stigende indvandring af højtuddannet udenlandsk arbejdskraft, herunder også it-specialister, siger hun.
/ritzau/