Daginstitutioner skal hurtigt tage hul på dialog om ADHD med forældre med indvandrerbaggrund, mener overlæge.
Når det tyder på, at mange indvandrerbørn med ADHD går under radaren og ikke får stillet en diagnose, kan det formentlig spores tilbage til problemer med kommunikationen med forældrene.
Det mener, overlæge og dr.med. Anne Mette Skovgaard, der er en af forskerne bag en ny registerundersøgelse af ADHD-behandlingen af børn i Danmark.
- Alle de studier, vi har fra Nordeuropa og Skandinavien, viser noget, der ligner hinanden. Der er en tendens til, at de (børn i indvandrerfamilier, red.) sjældnere bliver diagnosticeret og får udskrevet mindre medicin, siger hun.
Undersøgelsen, hun har været med til at lave, viser en stor forskel i behandlingen af lidelsen, der medfører hyperaktivitet og forstyrrer opmærksomheden.
For selv om børn i indvandrerfamilier lige så ofte har ADHD som etnisk danske børn, får kun en fjerdedel af dem behandling for det.
Hun understreger, at "indvandrere" er en bred gruppe, men særligt blandt familier fra Nordafrika, Mellemøsten og Asien er udskrivningen af ADHD-medicin til børn lavere.
Og det kan skyldes både kulturelle og sproglige vanskeligheder, mener hun:
- Min erfaring er, at lærerne ikke gør forskel på danske og ikke-etnisk danske børn, siger hun og uddyber:
- Men jeg tror, der er meget stor forskel på, hvordan de kan kommunikere det til forældrene. Og jeg tror, der er stor forskel på, hvordan forældrene bruger daginstitutionerne.
Ifølge forskeren kommer en del ikke-etnisk danske børn senere i daginstitutioner end danske børn. Og det kan være en hæmning, at dialogen ikke allerede starter her.
- Der er en kommunikations-tradition for danske børn, der starter tidligt. Det er meget sent, vi opdager, at der er den her forskel i skolealderen. Hvis man har ADHD, er man allerede belastet på det tidspunkt, siger hun.