Et voldsomt uvejr med tilhørende skybrud rykker vestover fra København, hvor der er målt op mod 150 millimeter.
- Jeg kan ikke huske, jeg har set noget lignende.
Sådan lyder meldingen fra Frank Nielsen, vagthavende meteorolog hos DMI, efter at lørdag aftens voldsomme skybrud er ved at slippe sit tag i hovedstaden for at rykke vestpå, hvor det sandsynligvis vil aftage noget på sin vej.
Han fortæller, at der enkelte steder i København er faldet intet mindre end 150 millimeter regn i løbet af få timer.
Den usædvanligt store mængde regn, der gerne rammer landet et par gange om året, har ført til oversvømmede kældre og kloakker samt ufremkommelige veje ikke mindst i hovedstadsområdet, fortæller Jeppe Ilkjær, der er kommunikationsmedarbejder hos Falck.
- Vi har fået de store gummistøvler på og haft rigtig travlt. På en time har vi fået 84 henvendelser, siger han.
Hos Københavns Vestegns Politi rådede vagtchef Michael Bundgaard tidligere på aftenen bilisterne til at være yderst opmærksomme i de områder, hvor himlen åbner sine sluser:
- Folk skal tænke sig godt om. Flere veje er ufremkommelige, og der er fare for akvaplaning, siger han.
/ritzau/