Amatørernes aften med Michael Jackson

Årets helt store satsning fra Sprøjtehus Teatret er en mere end to og en halv times genopsætning af musicalen "One Shot of History", som amatørteatret også havde på repertoiret for 10 år siden. En musical skrevet og instrueret af teatrets allestedsnærværende ildsjæl, Anders Plovdahl, som naturligvis også lige snupper en af rollerne i stykket. Og med musik af Michael Jackson.

Meget er sket siden 2009. Blandt andet er Michael Jackson død, efter at han flere gange har været anklaget for pædofili. Og senest har en voldsomt afslørende dokumentarfilm for alvor stillet spørgsmålstegn ved, om det i det hele taget er i orden at beskæftige sig med den afdøde verdensstjerne og hans efterladte musikalske værk.

Det har Plovdahl og Sprøjtehus Teatret ment, at det er, og derfor kunne "One Shot of History" i aftes folde sig ud i teatret på Kulturforsyningen for øjnene af 132 publikummer. Og hvilken udfoldelse. Her var letpåklædte damer i alle størrelser og outfit. Her var voldsmænd i alle afskygninger og grader af afstumpethed. Men her var først og sidst masser af energi, fremragende musikere og gode sangere.

Den mere end to og en halv time lange forestilling starter med afspilningen af et videobånd, angiveligt fundet på Manhattan 14. september 1986. Vi vender tilbage til det samme videobånd til slut i forestillingen, men derimellem har vi været i selskab med ludere og voldsmænd, kærester og dagdrømmere, børn og politibetjente - og sågar en præst - i et sammensurium af historier, som det vil føre for vidt at komme ind på her.

Den samlede historie er heller ikke det vigtigste i "One Shot of History". Det er den rejse, som vi er på tilbage til 1986 via Michael Jacksons musik, der inkluderer store hits som "Bad", "Man in the Mirror", "They don't Care About Us", "Dirty Diana" og mange, mange flere.

Vi skal ikke langt ind i historien, før vi rammer første højdepunkt - et New Yorker-bordel med ludere i lak og flæser, så vi kan lugte det helt op på de bagerste rækker. Og med en jargon så langt under bæltestedet, at man skal helt ud på Brøndby Stadion for at finde magen til.

Største bifald høster Laura Marqvorsen som Suzi imidlertid en time inde i forestillingen med sangen "Gone too soon". Den pige har i den grad X-factor, hvilket hun også demonstrerer efter pausen i sangen "Have you seen my Childhood". Det er den rene guf for øregangen.

Laura Marqvorsen er imidlertid ikke den eneste i ensemblet, der kan synge. Det kan de faktisk alle sammen. Hvorimod ikke alle er lige gode til at fremsige replikker og til at agere på en scene. Men som sagt tjener "skuespillet" også kun som mellemlægspapir i en madpakke, hvor fremførelsen af Michael Jacksons fantastiske sange er det lækre pålæg.

At Gitte Tinggaard er stærk vokalt, kommer ikke bag på os. Men det er de andre kvinder altså også. Her står mændene lidt svagere i billedet - de har til gengæld en voldsom energi at øse af. Tobias Hornstrup virker ved første øjekast umiddelbart overspillet som voldspsykopaten Tony, men formår alligevel at bære sin rolle hjem på troværdig vis. Og Rasmus Krogh Henningsen elsker vi som Sam for hans umiddelbare naivitet. Og ja - så er Camilla Wollert altså dejlig at se på som "Dirty Diana".

Scenografien er lige så enkel, som den er funktionel. De transparente "vinduer" og skiftet i niveauer udnyttes på fin måde til at understøtte handlingen. Og så skal bandet i den grad fremhæves. David Mortensen, Jacob Klitgaard, Jacob Davidsen og Rasmus Krøyer gør det fornemt, akkurat som koret er med til at lægge de smukke baggrundsvokaler.

Anders Plovdahls indsats kan ikke roses nok. Han er manden, der har fået det hele til at spille, og der er ingen tvivl om, at han kan sin "West Side Story", sin "Godfather" og sin Michael Jackson på fingrene. Blot synes jeg, at han betjener sig af for mange klichéer i de mellemliggende tekster. Stakkels Niels Broholt har et hav af dem som præsten med "de rigtige meninger".

Og så vil Anders Plovdahl nok lidt for meget og i for mange retninger med sin historie. Mindre kan altså gøre det, også når det gælder de voldelige optrin. "One Shot of History" ender desværre med at blive for forvirrende - men heldigvis forvirrende på en meget musikalsk måde.